¹⁶ ædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor i Klippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du ede højt som Ørnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra HE EN.

¹ HE ENs Ord kom til mig således:

² Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger HE EN: Jeg mindes din Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås;

³ Israel var helliget HE EN, hans Førstegrøde, alle, som åd det, måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra HE EN.

⁴ Hør HE ENs Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus:

⁵ Så siger HE EN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme?

⁶ De spurgte ikke: "Hvor er HE EN, som førte os op fra Ægypten og ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?"

⁷ Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min Arvelod vederstyggelig.

⁸ Præsterne spurgte ikke: "Hvor er HE EN?" De, der syslede med Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner.

⁹ Derfor må jeg fremdeles gå i ette med eder, lyder det fra HE EN, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i ette.

¹⁰ Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet før!

¹¹ Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der intet gavner.

¹² Gys derover, I Himle, Skræk og ædsel gribe eder, lyder det fra HE EN;

¹³ thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne Cisterner, der ikke kan holde Vand.

¹⁴ Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet til Bytte?

¹⁵ Løver brøler imod ham med rungende øst; hans Land har de gjort til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der.

¹⁶ Selv Nofs og Takpankes's Sønner afgnaver din Isse.

¹⁷ Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra HE EN din Gud.

¹⁸ Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal du nu til Assur og drikke af Floden?

¹⁹ Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigted HE EN din Gud; Frygt for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers HE E.

²⁰ Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger: "Ej vil jeg tjene!" Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under alle de grønne Træer.

²¹ Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor kunde du da blive Vildskud, en uægte anke?

²² Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din Brødes Snavs, så lyder det fra HE EN.

²³ Hvor kan du sige: "Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig ikke!" Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let Kamelhoppe, løbende hid og did,

²⁴ et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft, hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i sin Måned.

²⁵ Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du: "Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde mig til."

²⁶ Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres Konger og Fyrster, Præster og Profeter,

²⁷ som siger til Træ: "Min Fader!" til Sten: "Du har født mig." Thi yggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i Ulykkestid: "Stå op og frels os!"

²⁸ Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er dine Guders, Juda.

²⁹ Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig, lyder det fra HE EN.

³⁰ Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende Løve fortærede Sværdet Profeterne.

³¹ Du onde Slægt, så mærk jer dog HE ENs Ord! Har jeg været en Ørk for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger: "Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig."

³² Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit Folk dog glemt i talløse Dage.

³³ Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd.

³⁴ Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle, Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse.

³⁵ Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra mig." Se, med dig går jeg i ette, da du siger: "Jeg har ikke syndet."

³⁶ Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur;

³⁷ også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi HE EN har forkastet dine Støtter, de båder dig intet.