¹⁰ Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

¹ Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og egnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen og hans Fødder som Ildsøjler,

² og han havde i sin Hånd en lille åbnet Bog. Og han satte sin højre Fod på Havet og den venstre på Jorden.

³ Og han råbte med høj øst, som en Løve brøler; og da han havde råbt, lode de syv Tordener deres øster høre.

⁴ Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en øst fra Himmelen, som sagde: Forsegl, hvad de syv Tordener talte, og nedskriv det ikke!

⁵ Og Engelen, som jeg så stå på Havet og på Jorden, opløftede sin højre Hånd imod Himmelen

⁶ og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som bar skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpå er, og Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid;

⁷ men i de Dage, da den syvende Engels øst lyder, når han skal til at basune, da er Guds skjulte åd fuldbyrdet således, som han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.

⁸ Og den øst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med mig og sagde: Gå hen, tag den lille åbnede Bog, som er i den Engels Hånd, der står på Havet og på Jorden.

⁹ Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham, at han skulde give mig den lille Bog. Og han sagde til mig; Tag og nedsvælg den! og den vil volde Smerte i din Bug, men i din Mund vil den være sød som Honning.

¹⁰ Og jeg tog den lille Bog af Engelens Hånd og nedsvælgede den; og den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde nedsvælget den, følte jeg Smerte i min Bug.

¹¹ Og man sagde til mig: Du bør igen profetere om mange Folk og Folkeslag og Tungemål og Konger.

¹⁵ Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.