¹ Da sagde jeg: Hør dog, I Jakobs Høvdinger, I Dommere af Israels Hus!. Kan Kendskab til et ej ventes af eder,

² I, som hader det gode og elsker. det onde, I, som flår Huden af Folk. og Kødet af deres Ben,

³ æder mit Folks Kød og flænger dem Huden af Kroppen, sønderbryder deres Ben. og breder dem som Kød i en Gryde, som Suppekød i en Kedel?

⁴ Engang skal de råbe til HE EN, han lader dem uden Svar;. da skjuler han sit Åsyn for. dem, fordi deres Gerninger er onde.

⁵ Så siger HE EN om Profeterne, de, som vildleder mit Folk, de, som råber om Fred, når kun de får noget at tygge, men ypper Krig med den, der intet giver dem i Munden:

⁶ Derfor skal I opleve Nat uden. Syner, Mørke, som ej bringer Spådom; Solen skal gå ned for Profeterne, Dagen skal sortne for dem.

⁷ Til Skamme skal Seeren blive, blues skal de, som spår; alle skal tilhylle Skægget, thi Svar er der ikke fra Gud.

⁸ Jeg derimod er ved HE ENs Ånd fuld af Styrke, af et og af Kraft til at forkynde Jakob dets Brøde, Israel, hvad det har syndet.

⁹ Hør det, I Jakobs Huses Høvdinger, I Dommere af Israels Hus, I, som afskyr et og gør alt, som er lige, kroget,

¹⁰ som bygger Zion med Blod. og Jerusalem med Uret.

¹¹ Dets Høvdinger dømmer for Gave, dets Præster kender et for Løn; dets Profeter spår for Sølv og støtter sig dog til HE EN: "Er HE EN ej i vor Midte? Over os kommer intet ondt."

¹² For eders, Skyld skal derfor Zion pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj.

¹ Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.

² Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

³ En fattig Tyran, der kuer de ringe, er egn, der hærger og ej giver Brød.

⁴ Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.

⁵ Ildesindede fatter ej et; alt fatter de, som søger HE EN.

⁶ Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

⁷ Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

⁸ Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

⁹ Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

¹⁰ Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

¹¹ igmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.

¹² Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

¹³ At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

¹⁴ Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

¹⁵ En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

¹⁶ Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader ov.

¹⁷ Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

¹⁸ Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.

¹⁹ Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

²⁰ Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter igdom undgår ej Straf.

²¹ At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

²² Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

²³ Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

²⁴ Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

²⁵ Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HE EN, kvæges.

²⁶ Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

²⁷ Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.

²⁸ Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.