Біблія

 

Exodus 33

Дослідження

   

1 HE EN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!

2 Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort

3 til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"

4 Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på.

5 Da sagde HE EN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"

6 Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

7 Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet". Enhver som vilde rådspørge HE EN, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren.

8 Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet.

9 Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede HE EN med Moses.

10 Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.

11 Så talede HE EN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.

12 Moses sagde til HE EN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne!

13 Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"

14 Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?"

15 Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra!

16 Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle andle Folkeslag på Jorden?"

17 HE EN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."

18 Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"

19 Han svarede: "Jeg vil lade al min igdom drage forbi dig og udråbe HE ENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"

20 Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve."

21 Og HE EN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der!

22 Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er kommet forbi.

23 Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!"

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

З творів Сведенборга

 

Arcana Coelestia #9414

Вивчіть цей уривок

  
/ 10837  
  

9414. And Jehovah said unto Moses. That this signifies instruction from the Lord for those who are in the external sense, is evident from the signification of “saying,” as being instruction, when it involves the things which follow and give instruction (see also n. 7186, 7241, 7267, 7304, 7380, 7517, 7769, 7793, 7825, 8041); that it is from the Lord is because by “Jehovah” in the Word is meant the Lord (see n. 1343, 1736, 1793, 2004, 2005, 2018, 2025, 2921, 3023, 3035, 5663, 6280, 6281, 6303, 6905, 8274, 8864, 9315); and from the representation of Moses, as being that which mediates between the Lord and the people, thus the Word in respect to its holy external, for this is what mediates. That Moses now begins to have this representation, is evident from the series of what follows. For that people was in the external of the Word, and from this in the external of worship separate from what is internal (n. 9380). They who are of such a character cannot possibly have holy communication with the Lord, still less conjunction, except through an intermediate. How the case is in regard to this, will be unfolded more fully below (n. 9419).

[2] That this people was in the external sense of the Word separate from the internal, and consequently in the like worship, is very manifest from what follows. For after forty days they fell back altogether and worshiped a golden calf instead of Jehovah. Wherefore also Moses then cast away the tables out of his hand, and broke them; and afterward he was commanded to hew out other tables, upon which the same words should be written. By this was signified that this people was by no means willing to acknowledge any doctrinal thing from the internal sense of the Word, such as there is in heaven; but only from its external sense separate from the internal, such as is even at this day among them. Wherefore also that people was no longer called the “people of Jehovah,” but the “people of Moses,” as in the following passages:

Jehovah spoke unto Moses, Go, get thee down; for thy people, which thou madest to come up out of the land of Egypt, have corrupted themselves (Exodus 32:7).

Jehovah spoke unto Moses, Depart, go up hence, thou and the people which thou hast made to come up out of the land of Egypt (Exodus 33:1).

On this account also they were afterward removed from the mountain: “No man shall come up with thee, and also no man shall be seen in the whole mountain; and no flock or herd shall feed over against this mountain” (Exodus 34:3); for by “Mount Sinai” is signified the law, or Divine truth, and the Word, such as it is in heaven; thus also heaven (n. 8399, 8753, 8793, 8805). The reason why Moses previously represented the Word in general, that is, both as to its internal sense and as to its external sense, was that the subject there treated of was the promulgation of the law, which signified the revelation of Divine truth in general; for it was the beginning of revelation, seeing that everything else in the Word was written afterward.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.