¹ Og HE EN talede til Moses og sagde:

² "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!"

³ Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte HE EN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.

⁴ I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.

⁵ Når nu HE EN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.

⁶ I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for HE EN.

⁷ I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker.

⁸ Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad HE EN gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten!

⁹ Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at HE ENs Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte HE EN dig ud af Ægypten.

¹⁰ Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År.

¹¹ Og når HE EN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,

¹² da skal du overlade HE EN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre HE EN.

¹³ Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse.

¹⁴ Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HE EN os ud af Ægypten, af Trællehuset;

¹⁵ og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog HE EN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi HE EN alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi!

¹⁶ Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HE EN os ud af Ægypten."

¹⁷ Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten."

¹⁸ Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i etning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.

¹⁹ Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!"

²⁰ De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved anden af Ørkenen.

²¹ Men HE EN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat.

²² Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

¹ HE EN talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten:

² Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid,

³ på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den!

⁴ Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken;

⁵ og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som HE EN havde pålagt Moses, således gjorde Israeliterne.

⁶ Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den Dag frem for Moses og Aron

⁷ og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal det da være os forment at frembære HE ENs Offergave til den fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?"

⁸ Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad HE EN påbyder angående eder!"

⁹ Da talede HE EN til Moses og sagde:

¹⁰ Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang ejse, skal han alligevel holde Påske for HE EN;

¹¹ den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet.

¹² De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den.

¹³ Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke på ejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han ikke har frembåret HE ENs Offergave til den fastsatte Tid. Den Mand skal undgælde for sin Synd.

¹⁴ Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HE en, skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder for Påsken. en og samme Lov skal gælde for eder, for den fremmede og for den indfødte.

¹⁵ Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det holdt sig til om Morgenen.

¹⁶ Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om Natten Ildskæret.

¹⁷ Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr.

¹⁸ På HE ENs Bud brød Israeliterne op, og på HE ENs Bud gik de i Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i Lejr;

¹⁹ når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne sig efter, hvad HE EN havde foreskrevet dem, og brød ikke op.

²⁰ Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik de i Lejr på HE ENs Bud og brød op på HE ENs Bud.

²¹ Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op.

²² Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den løftede sig, brød de op.

²³ På HE ENs Bud gik de i Lejr, og på HE ENs Bud brød de op; de rettede sig efter, hvad HE EN havde foreskrevet dem, efter HE ENs Bud ved Moses.

⁷ Derpå sagde HE EN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser;