1
(Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.) Jeg vil takke HE
EN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
2
glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
3
fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
4
Thi du hævded min
et og min Sag, du sad på Tronen som
etfærds Dommer.
5
Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
6
Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
7
Men HE
EN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
8
skal dømme Verden med
etfærd, fælde Dom over Folkefærd med
et.
9
HE
EN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
10
og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HE
E.
11
Lovsyng HE
EN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
12
Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes
åb:
13
"HE
E, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
14
at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!"
15
Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
16
HE
EN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.
17
Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.
18
Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
19
ejs dig, HE
E, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn;
20
HE
E, slå dem med
ædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.
