1
(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;
2
ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.
3
Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?
4
Ja, de oplægger
åd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.
5
Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;
6
ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.
7
Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;
8
stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.
9
Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.
10
Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af
an; om
igdommen vokser, agt ikke derpå!
11
Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,
12
Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.
