圣经文本

 

2 Mosebok第14章

学习

   

1 Og Herren talte til Moses og sa:

2 Si til Israels barn at de skal vende om og slå leir foran Pi-Hakirot, mellem Migdol og havet; midt imot Ba'al-Sefon, der skal I slå leir ved havet.

3 Farao vil da si om Israels barn: De farer vill i landet, ørkenen har lukket dem inne.

4 Og jeg vil forherde Faraos hjerte, så han forfølger dem, og jeg vil åpenbare min herlighet på Farao og hele hans hær, og egypterne skal kjenne at jeg er Herren. Og de gjorde så.

5 Da det nu blev meldt kongen i Egypten at folket var flyktet, skiftet Farao og hans tjenere sinn mot folket, og de sa: Hvorledes kunde vi gjøre dette og la Israel dra bort fra vår tjeneste?

6 Så lot han spenne for sin vogn og tok sitt hærfolk med sig.

7 Han tok seks hundre utvalgte vogner og alle de andre vogner i Egypten, og krigsmenn var det på dem alle.

8 For Herren forherdet Faraos, egypterkongens, hjerte, så han forfulgte Israels barn; men Israels barn drog ut med løftet hånd.

9 Så forfulgte egypterne dem og nådde dem igjen da de lå i leir ved havet, alle Faraos vogner og hestfolk og hele hans hær, ved Pi-Hakirot, foran Ba'al-Sefon.

10 Og Farao kom nærmere og nærmere, og da Israels barn så sig om, fikk de se egypterne komme settende efter dem; da kom det stor redsel over Israels barn, og de ropte til Herren.

11 Og de sa til Moses: Var det da ingen graver i Egypten siden du har ført oss hit for å i ørkenen? Hvorfor har du gjort dette mot oss og ført oss ut av Egypten?

12 Var det ikke det vi sa til dig i Egypten: La oss være i fred, vi vil tjene egypterne; det er bedre for oss å tjene egypterne enn å i ørkenen?

13 Da sa Moses til folket: Frykt ikke, stå nu her og se Herrens frelse, som han vil sende eder idag! For som I ser egypterne idag, skal I aldri i evighet se dem mere.

14 Herren skal stride for eder, og I skal være stille.

15 Og Herren sa til Moses: Hvorfor roper du til mig? Si til Israels barn at de skal bryte op!

16 Løft nu du op din stav og rekk ut din hånd over havet og skill det at, og Israels barn skal gå midt igjennem havet på det tørre.

17 Men jeg vil forherde egypternes hjerte, så de setter efter eder; og jeg vil åpenbare min herlighet på Farao og hele hans hær, på hans vogner og hestfolk.

18 Og egypterne skal kjenne at jeg er Herren, når jeg åpenbarer min herlighet på Farao, på hans vogner og hestfolk.

19 Og Guds engel, som gikk foran Israels leir, flyttet sig og gikk bakefter dem; skystøtten, som var foran dem, flyttet sig og stilte sig bak dem,

20 så den kom imellem egypternes leir og Israels leir; på den ene side var den sky og mørke, og på den annen side lyste den op natten; og den ene leir kom ikke inn på den andre hele natten.

21 Da rakte Moses ut sin hånd over havet, og Herren drev havet bort med en sterk østenvind, som blåste hele natten, og han gjorde havet til tørt land, og vannet skiltes at.

22 Og Israels barn gikk midt igjennem havet på det tørre, og vannet stod som en mur på deres høire og på deres venstre side.

23 Og egypterne satte efter og fulgte dem til midt ut i havet, alle Faraos hester, hans vogner og hestfolk.

24 Men ved morgenvaktens tid skuet Herren fra ild- og skystøtten ned på egypternes leir, og han forvirret egypternes leir,

25 og han slo hjulene av deres vogner, så det blev tungt for dem å komme frem. Da sa egypterne: La oss flykte for Israel; for Herren strider for dem imot egypterne.

26 Da sa Herren til Moses: ekk ut din hånd over havet, så skal vannet vende tilbake over egypterne, over deres vogner og deres hestfolk.

27 Så rakte Moses ut sin hånd over havet, og da det led mot morgenen, vendte havet tilbake til sitt vanlige leie, og egypterne flyktet like mot det; og Herren styrtet egypterne midt ut i havet.

28 Vannet vendte tilbake og skjulte vognene og hestfolket i hele Faraos hær, som var kommet efter dem ut i havet; det blev ikke en eneste tilbake av dem.

29 Men Israels barn gikk på det tørre midt igjennem havet, og vannet stod som en mur på deres høire og på deres venstre side.

30 Således frelste Herren den dag Israel av egypternes hånd, og Israelegypterne ligge døde på havstranden.

31 Og da Israel så den veldige gjerning Herren hadde gjort med egypterne, da fryktet folket Herren; og de trodde på Herren og på hans tjener Moses.

   

来自斯威登堡的著作

 

Arcana Coelestia#8146

学习本章节

  
/10837  
  

8146. 'And he harnessed his chariot' means doctrine championing falsity that belongs to separated faith in general. This is clear from the meaning of 'chariot' as doctrine, dealt with in 2760, 5321, 5945, in this case doctrine championing falsity that belongs to separated faith, since the chariot is Pharaoh's and 'Pharaoh' represents the falsities that belong to separated faith. For those who subscribe to faith separated from charity and at the same time lead a life of evil are inevitably steeped in falsities, 8094.

[2] The descriptions that follow on from here refer to the gathering together of all the falsities arising from evil that existed with people who subscribed to faith separated from charity and led a life of evil. Descriptions prior to this have dealt with the vastation of the truths of faith that exist with those people, and with the eventual reduction of those people to a condition which is such that they are steeped in utter falsities arising from evil, and so are lost in damnation. The present chapter now deals with their being cast down into hell, for being cast down into hell follows damnation. What happens in this state - a state in which people are cast down into hell - is as follows: When they are going to be cast down all the falsities that exist with them are first gathered together (which is accomplished by the opening up of all the hells with which they have had contact) and then are poured into them. As a result those people have around them dense masses of falsities arising from evil, which appear as waters to those looking on from outside, 8137, 8138; they are vapours emanating from their life. When they are engulfed by those dense masses they are in hell. When the falsities arising from evil are gathered into one and poured into them the purpose is that those people may become surrounded by the kinds of things that have come to be part of their life, and after that may be confined within them. The type of evil, together with the falsity arising from it, then mark them and their hell off from other hells.

[3] Because of the subject here - the gathering together of all the falsities arising from evil that existed with those people - references are made so many times in this chapter to Pharaoh's chariot, his horses, horsemen, army, and people; for these mean all the powers of falsity that reside with those people. Such references are,

He harnessed his chariot, and took his people with him. Verse 6.

He took six hundred chosen chariots, and all the chariots of Egypt. Verse 7.

And the Egyptians pursued them, all Pharaoh's chariot-horses, and his horsemen, and his army. Verse 9.

I will be glorified in Pharaoh, and in all his army, in his chariots, and in his horsemen. Verse 17, and similarly verse 18.

And the Egyptians pursued, and came after them, all Pharaoh's horses, his chariots, and his horsemen. Verse 23.

Jehovah took off the wheels of their chariots. Verse 25.

Let the waters return onto the Egyptians, onto their chariots, and onto their horsemen. Verse 26.

The waters returned and covered the chariots and the horsemen, even all Pharaoh's army. Verse 28.

These references to them occur so many times because falsities arising from evil - their being gathered together and poured into those people - are the subject. The things referred to so many times mean all the powers of falsity arising from evil. 'Pharaoh' and 'the Egyptians' are the people themselves who are steeped in falsities arising from evil; 'the chariots' are doctrinal teachings that uphold falsity; 'the horses' are false factual knowledge belonging to a perverted understanding; 'the horsemen' are reasonings resting on that knowledge; and 'the army' and 'the people' are the falsities themselves.

  
/10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.