圣经文本

 

Genesis第31章

学习

   

1 Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."

2 Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.

3 Da sagde HE EN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"

4 Så sendte Jakob Bud og lod akel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord;

5 og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig;

6 og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,

7 medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;

8 sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.

9 Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.

10 Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede

11 og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!

12 Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.

13 Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"

14 Så svarede akel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus?

15 Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?

16 Al den igdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"

17 Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne

18 og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.

19 Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal akel sin Faders Husgud.

20 Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;

21 og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

22 Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;

23 han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge

24 Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!"

25 Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge

26 sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!

27 Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper?

28 Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig!

29 Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!

30 Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"

31 Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig!

32 Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!" Jakob vidste nemlig ikke, at akel havde; stjålet den.

33 Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til akels, Telt.

34 Men akel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,

35 sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!" Således ledte han efter Husguden uden at finde den.

36 Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i ette med Laban; og Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig!

37 Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!

38 I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,

39 det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten;

40 om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.

41 I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.

42 Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks ædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!"

43 Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født?

44 Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os."

45 Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;

46 og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.

47 Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.

48 Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!" Derfor kaldte han den Galed

49 og Mizpa; thi han sagde: "HE EN skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles.

50 Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"

51 Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!

52 Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig;

53 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks ædsel,

54 og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over.

55 Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

来自斯威登堡的著作

 

Arcana Coelestia#4063

学习本章节

  
/10837  
  

4063. 'He heard the words of Laban's sons, saying' means the nature of the truths belonging to the good meant by 'Laban' in comparison with the good thereby acquired in the Natural by the Lord. This is clear from the meaning of 'sons' as truths, dealt with in 489, 491, 533, 1147, 2623, 3373, and from the representation of 'Laban' as a parallel good that springs from a common stock, dealt with in 3612, 3665, 3778, and so the kind of good which might serve to introduce genuine goods and truths, dealt with in 3974, 3982, 3986 (end), here which had in fact served to do so because the separation of that good is the subject. Jacob 'heard the words' implies in the internal sense the nature of such truths in comparison with the good which the Lord acquired in the Natural. This may be seen from what immediately follows, in that the scene was one of anger: Laban's sons said that Jacob had taken everything that belonged to their father, and Jacob saw that Laban's face was not friendly towards him as it had been before. For 'Jacob' represents the Lord's Natural, and in the previous chapter the good of truth within the Natural, see 3659, 3669, 3677, 3775, 3829, 4009.

[2] How the good meant by 'Laban' compares with the good of truth, represented by 'Jacob', may be seen from what has been stated and shown in the previous chapter. The same may be further illustrated by means of the states which a person passes through when being regenerated, a subject which is also dealt with here, in the representative sense. When someone is being regenerated the Lord maintains him in an intermediate kind of good, a good which serves to introduce genuine goods and truths. But once those goods and truths have been introduced, that intermediate good is separated from them. Anyone who knows anything at all about regeneration and about the new man can appreciate that the new man is entirely different from the old, for the new man has an affection for spiritual and celestial matters since these constitute his feelings of delight and blessedness, whereas the old man's affections are for worldly and earthly things, and these constitute his feelings of delight and pleasure. The new man's ends in view therefore lie in heaven, whereas the old man's lie in the world. From this it is evident that the new man is entirely different from and unlike the old.

[3] So that a person may be led from the state of the old man into that of the new, worldly passions have to be cast aside and heavenly affections assumed. This is effected by countless means known to the Lord alone, many of which the Lord has made known to angels but few if any to man. Even so, every single one of those means is revealed in the internal sense of the Word. When therefore a person is converted from an old man into a new one, that is, when he is regenerated, it does not take place in an instant as some people believe, but over many years. Indeed the process is taking place throughout the person's whole life right to its end. For his passions have to be rooted out and heavenly affections implanted, and he has to have a life conferred on him which he did not possess previously, and of which in fact he scarcely had any knowledge previously. Since therefore his states of life have to be changed so drastically he is inevitably maintained for a long time in an intermediate kind of good which partakes both of worldly affections and of heavenly ones. And unless he is maintained in that intermediate good he in no way allows heavenly goods and truths into himself.

[4] That intermediate good is the kind meant by 'Laban and his flock'. But a person is maintained in that good only so long as it serves its particular use. Once it has served it, it is separated. This separation is the subject in this chapter. The existence of this intermediate good, and its separation when it has served its use, may be illustrated from the changes of state which everyone undergoes from early childhood even to old age. It is well known that in each phase of life - early childhood, later childhood, youth, adulthood, and old age - a person's state is different. It is also well known that a person lays aside the state of early childhood and its playthings when he passes into the state of later childhood, and that he lays aside the state of later childhood when he passes into that of youth, and this in turn when he passes into the state of adulthood, and that he finally lays this aside when he passes into the state of old age. And if anyone thinks it over he can also recognize that each phase of life has its particular delights. He can recognize that by means of these he is introduced by consecutive stages into those which belong to the next phase and that such delights have served to bring him through to that next phase, till at length he is brought to the delight of intelligence and wisdom in old age.

[5] From this it is evident that former things are always left behind when a new state of life is assumed. But this comparison merely serves to make the point that delights are simply means and that they are left behind when a person enters whatever state comes next. When however a person is being regenerated his state is made entirely different from the previous one, towards which the Lord is leading him not by any natural process but by a supernatural one. Nor does anyone reach that state except by the means belonging to regeneration which the Lord alone provides, and so by the intermediate good which has been referred to. And once he has been brought to that state, to the point of his no longer having worldly, earthly, and bodily things as his end in view but those of heaven, that intermediate good is separated. Having something as one's end in view means loving it more than anything else.

  
/10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.