圣经文本

 

Exodus第8章

学习

   

1 Derpå sagde HE EN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger HE EN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

2 Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer;

3 Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;

4 ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op."

5 Da sagde HE EN til Moses: "Sig til Aron: æk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!"

6 Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten.

7 Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.

8 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos HE EN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HE EN."

9 Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?"

10 Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som HE EN vor Gud;

11 Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."

12 Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HE EN om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;

13 og HE EN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne,

14 og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf.

15 Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som HE EN havde sagt.

16 Derpå sagde HE EN til Moses: "Sig til Aron: æk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!"

17 Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.

18 Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr.

19 Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som HE EN havde sagt.

20 Derpå sagde HE EN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger HE EN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

21 Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;

22 men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg HE EN er i Landet;

23 og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!"

24 Og HE EN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne.

25 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!"

26 Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til HE EN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?

27 Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HE EN vor Gud, således som han har pålagt os!"

28 Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HE EN eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!"

29 Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos HE EN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HE EN!"

30 Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HE EN.

31 Og HE EN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke EN eneste tilbage.

32 Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

来自斯威登堡的著作

 

Arcana Coelestia#7398

学习本章节

  
/10837  
  

7398. 'Survive only in the river?' means that they are destined to remain with falsities, in the place where these reside. This is clear from the meaning of 'the river,' here the river of Egypt, as falsity, dealt with in 6693, 7307; and from the meaning of 'surviving' as remaining. The situation is this: Everything without exception that enters a person's mind remains with him, especially what is received with affection. People think that what enters has been completely eradicated and cast out when a person no longer recollects it. But it has been neither eradicated nor cast out; rather, it remains infixed either in the interior memory or among those thing in the exterior memory which have become familiar to the person. For what has become familiar is so to speak instinctive; it flows spontaneously and is not stimulated by any conscious summoning from the memory. A person's speech is like this; the words he uses flow spontaneously from his thought, as do gestures and actions, and indeed his walk. The same applies also to thinking. These abilities enter in successive stages from infancy, and in time become familiar, when they flow spontaneously. These abilities, and others like them show that everything entering a person remains, and that things which become habitual, that is, familiar, cease to be recognized by him as being present in him, although they are present. The same applies to the falsities and evils entering a person, and also the truths and forms of good. Such things are what fashion him and make him the kind of person he is. Everything a person has seen, heard, thought, spoken, or done is recorded within him, see 2474, 2489. From all this one may now see how one should understand the idea that reasonings are destined to remain with falsities, in the place where these reside. For after falsities have been removed they are allotted places of their own elsewhere in the natural, and with the falsities go the endeavour and desire to use reasonings. But they are not, as they were before, the central and immediate object of mental attention. This explains why, as described in what follows, the frogs were gathered into heaps, and caused the land to stink, meaning that those false reasonings were arranged in the natural into bundles, producing what was foul and repulsive, see below in 7408, 7409.

  
/10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.