1
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2
"Så sandt Gud lever, som satte min
et til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
3
Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
4
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5
Langt være det fra mig at give jer
et; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
6
Jeg hævder min
et, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7
Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
8
Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
9
Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
10
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
11
Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
12
se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
13
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
14
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
15
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
16
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
17
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
19
han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
20
ædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
22
Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
23
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
