1
(Til sangmesteren. En maskil af David, da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks hus.) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?
2
Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du
ænkesmed,
3
du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.
4
Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
5
Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.
6
De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:
7
"Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen
igdom, trodsede på sin Velstand!"
8
Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.
9
Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.
