The Bible

 

Genesis 30

Study

   

1 Da akel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!"

2 Men Jakob blev vred på akel og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"

3 sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"

4 Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.

5 Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,

6 og akel sagde: "Gud har hjulpet mig til min et, han har hørt min øst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.

7 Siden blev akels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;

8 og akel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

9 Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;

10 og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,

11 sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.

12 Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;

13 og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor gav hun ham Navnet Aser.

14 Men da uben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde akel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"

15 Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men akel sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!"

16 Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: "kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.

17 Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;

18 og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.

19 Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;

20 og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulon.

21 Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

22 Så kom Gud akel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv,

23 så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel."

24 Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HE EN give mig endnu en Søn!"

25 Da akel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;

26 giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!"

27 Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HE EN bar velsignet mig for din Skyld."

28 Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!"

29 sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;

30 thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HE EN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"

31 Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem.

32 Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;

33 i Morgen den Dag skal min etfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig."

34 Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"

35 Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,

36 og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede esten af Labans Hjord.

37 Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene;

38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke;

39 Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom.

40 Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.

41 Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;

42 men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.

43 På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #3956

Study this Passage

  
/ 10837  
  

3956. And Leah said, God hath given me my reward, because I gave my handmaid to my man. That this signifies in the supreme sense the Divine good of truth and truth of good; in the internal sense, celestial conjugial love; and in the external sense, mutual love, may be seen from the signification of “reward.” “Reward” is frequently mentioned in the Word, but few know what it there signifies. It is known in the churches that by the goods which man does he can merit nothing, for they are not his, but the Lord’s; and that meriting or merit looks to man, and thus conjoins itself with the love of self, and with the thought of pre-eminence over others, and consequently with contempt for others. For this reason works done for the sake of reward are not good in themselves, because they do not spring from the genuine fountain; that is, from charity toward the neighbor. Charity toward the neighbor has within it the desire that it should be as well with him as with ourselves; and with the angels, that it should be better with him than with themselves. Such also is the affection of charity; and therefore it is averse to all self-merit, and consequently to all the doing of good that looks to reward. To those who are in charity, the reward consists in being able to show kindness, and in being allowed to do so, and in the kindness being accepted. This is the delight, nay, bliss itself that is enjoyed by those who are in the affection of charity. From this it is evident what that “reward” is that is mentioned in the Word, namely, the delight and bliss of the affection of charity; or what is the same, the delight and bliss of mutual love (n. 3816); for the affection of charity, and mutual love, are the same thing. (See n. 1110, 1111, 1774, 1835, 1877, 2027, 2273, 2340, 2373, 2400.) From all this it is evident that by “reward” in the external sense is here signified mutual love.

[2] That in a sense still higher, or in the internal sense, by “reward” is signified celestial conjugial love, may be seen from the things that have been said above concerning the heavenly marriage (n. 2618, 2739, 2741, 2803, 3024, 3132, 3952), namely, that it is the conjunction of good and truth; and that mutual love is from this conjunction, or from this marriage (n. 2737, 2738). It is evident from this that “reward” in the internal sense is celestial conjugial love.

[3] That in the supreme sense “reward” is the Divine good of truth and truth of good, is evident from the fact that the heavenly marriage is thence derived; for this union is in the Lord, and proceeds from Him; and when it inflows into heaven, it makes the conjugial of good and truth, and thereby mutual love. From what has now been said and from what goes before, it is evident what is signified in the internal sense by these words of Leah: “God hath given me my reward, because I gave my handmaid to my man;” for by the “handmaid” is signified an affirmative means that serves for the conjunction of the external and the internal man (n. 3913, 3917, 3931). Thus before those things which are signified by the sons of the handmaids are affirmed and acknowledged, there cannot come forth any conjunction of good and truth, and thus not any mutual love; for these affirmations necessarily come first. This is what is meant by these words now before us.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.