The Bible

 

Genesis 27

Study

   

1 Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"

2 Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer

3 tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;

4 lav mig en lækker et Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

5 Men ebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,

6 sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:

7 Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker et Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HE ENs Åsyn før min Død.

8 Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:

9 Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker et Mad til din Fader efter hans Smag;

10 bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!"

11 Men Jakob sagde til sin Moder ebekka: "Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat;

12 sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"

13 Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"

14 Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker et Mad efter hans Faders Smag.

15 Derpå tog ebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;

16 Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals,

17 og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.

18 Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"

19 Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"

20 Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HE EN din Gud sendte mig det i Møde!"

21 Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"

22 Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: " østen er Jakobs, men Hænderne Esaus!"

23 Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham.

24 Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!"

25 Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.

26 Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!"

27 Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HE EN har velsignet!

28 Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!

29 Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!"

30 Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;

31 også han lavede en lækker et Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"

32 sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!"

33 Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!"

34 Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"

35 Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!"

36 Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"

37 Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?"

38 Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin øst og græd.

39 Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;

40 af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"

41 Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!"

42 Da nu ebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;

43 adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan

44 og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,

45 til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"

46 Men ebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #3579

Study this Passage

  
/ 10837  
  

3579. And God shall give thee of the dew of heaven. That this signifies from Divine truth, and that “of the fat things of the earth” signifies from Divine good, is evident from the signification of the “dew of heaven,” as being truth (of which in what follows); and from the signification of “fat things,” as being good (n. 353), both Divine in the supreme sense, in which they are predicated of the Lord. With the multiplication of truth and fructification of good the case is this: When the rational flows into the natural, it there presents its good in a general form; through this good it produces truths therein, almost as the life in man builds up fibers, and disposes them into forms according to uses. This good, through these truths disposed into heavenly order, produces further good; and through this good further truths, which are derivations. Such a natural idea may be had of the formation of truth from good, and further of good through truth, whereby again truth is formed; but a spiritual idea cannot be had except by those who are in the other life, for there ideas are formed from the light of heaven, in which is intelligence.

[2] That “dew” signifies truth is evident also from the Word elsewhere, as in Zechariah:

The seed of peace, the vine shall give her fruit and the earth shall give her produce, and the heavens shall give their dew (Zechariah 8:12);

speaking of a new church, where the “vine giving its fruit” denotes the spiritual of the church or the truth of faith, giving good; and the “earth giving its produce,” the celestial of the church or the good of charity, giving truth; these are the “dew which the heavens shall give.”

In Haggai:

Because of Mine house that lieth waste over you the heavens are closed from dew, and the earth is closed from her produce (Haggai 1:9-10); where the “dew of the heavens and the produce of the earth,” which were restrained, have a like signification.

[3] In David:

From the womb of the dawning, thou hast the dew of thy birth (Psalms 110:3); concerning the Lord; the “dew of birth” denoting the celestial of love.

In Moses:

Blessed of Jehovah be his land, for the precious things of heaven, for the dew, and for the deep lying beneath (Deuteronomy 33:13); concerning Joseph; the “precious things of heaven” are spiritual things (n. 3166), which are signified by “dew;” the “deep lying beneath” signifies natural things. Again:

Israel dwelt securely, alone at the fountain of Jacob, in a land of corn and new wine, yea his heavens dropped down dew (Deuteronomy 33:28); where also the “dew which the heavens dropped” denotes the spiritual things which are of truth.

[4] In the genuine sense “dew” is the truth of good which is from a state of innocence and peace; for by “morning” or “day-dawn,” when the dew descends, are signified these states (see n. 2333, 2405, 2540, 2780); hence also the manna which was from heaven was with the dew that descended in the morning, as may be seen from Moses:

In the morning the dew was laid round about the camp; and when the laying of the dew withdrew, behold on the faces of the wilderness a small round thing, small as the hoar frost on the ground (Exodus 16:13-14). When the dew fell upon the camp in the night, the manna fell upon it (Numbers 11:9).

As the manna was heavenly bread, in the supreme sense it signified the Lord as to the Divine good; hence with men the celestial of love, for this is from the Divine of the the Lord, (n. 276

680, 1798, 2165, 2177, 3464, 3478); the “dew” in which and with which the manna descended, in the supreme sense denotes the Divine truth; and in the relative sense, the spiritual truth with men; “morning” is the state of peace in which these goods are (n. 92, 93, 1726, 2780, 3170).

[5] Inasmuch as “dew” signifies the truth which is from good, or what is the same, the spiritual which is from the celestial, therefore also in the Word spiritual truth is compared to “dew;” for things which signify serve also for comparison with the same thing, as in Isaiah:

Thus hath Jehovah said unto me, I will be still, and I will behold in My dwelling-place; like serene heat upon light; like a cloud of dew in the heat of harvest (Isaiah 18:4).

In Hosea:

O Ephraim, what shall I do unto thee? O Judah, what shall I do unto thee? For your holiness is as a cloud of the dawn, and as the dew that falleth in the morning (Hosea 6:4; 13:3).

Again:

I will be as the dew unto Israel; he shall blossom as the lily, and shall fix his roots as Lebanon (Hosea 14:5).

In Micah:

The remnant of Jacob shall be in the midst of many peoples as dew from Jehovah, as drops upon the herb (Micah 5:7).

In David:

Like the goodly oil upon the head that came down upon the border of Aaron’s garments; like the dew of Hermon that cometh down upon the mountains of Zion; for there Jehovah commanded the blessing of life forevermore (Psalms 133:2-3

And in Moses:

My doctrine shall drop as the rain, My word shall distil as the dew; as the small rain upon the grass; and as drops upon the herb (Deuteronomy 32:2); where “dew” denotes the multiplication of truth from good, and the fructification of good through truth; and as the dew is that which every morning renders the field and vineyard fruitful, good itself and truth are signified by “corn and new wine,” concerning which in what follows.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.