The Bible

 

Genesis 27

Study

   

1 Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"

2 Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer

3 tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;

4 lav mig en lækker et Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

5 Men ebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,

6 sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:

7 Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker et Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HE ENs Åsyn før min Død.

8 Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:

9 Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker et Mad til din Fader efter hans Smag;

10 bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!"

11 Men Jakob sagde til sin Moder ebekka: "Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat;

12 sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"

13 Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"

14 Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker et Mad efter hans Faders Smag.

15 Derpå tog ebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;

16 Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals,

17 og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.

18 Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"

19 Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"

20 Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HE EN din Gud sendte mig det i Møde!"

21 Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"

22 Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: " østen er Jakobs, men Hænderne Esaus!"

23 Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham.

24 Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!"

25 Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.

26 Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!"

27 Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HE EN har velsignet!

28 Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!

29 Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!"

30 Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;

31 også han lavede en lækker et Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"

32 sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!"

33 Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!"

34 Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"

35 Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!"

36 Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"

37 Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?"

38 Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin øst og græd.

39 Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;

40 af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"

41 Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!"

42 Da nu ebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;

43 adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan

44 og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,

45 til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"

46 Men ebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #3498

Study this Passage

  
/ 10837  
  

3498. 'I do not know the day of my death' means the life within the natural. This is clear from the meaning of 'day' as state, dealt with in 23, 487, 488, 493, 893, 2788, and from the meaning of 'death' as rising again or awakening into life, dealt with in 3326. 'The day of death' accordingly means a state of awakening to life, or what amounts to the same, it means life - the life within the natural, it is evident, being meant in particular here, because that life is the subject here. What is implied in all this does not become clear unless one knows about the life of the rational, and the life of the natural, or what amounts to the same, about the life of the internal man and the life of the external man. The life of the rational or internal man is distinct and separate from that of the natural or external man, so distinct indeed that the life of the rational or internal man may exist quite independently of the life of the natural or external man; but the life of the natural or external man cannot exist apart from that of the rational or internal man. For the external man lives from the internal man, so much so that if the life of the internal man ceased to be, the life of the external man would instantly be no more. Exterior things are accordingly dependent on interior in the way that things which are posterior exist from those that are prior, or as an effect exists from its efficient cause. For if the efficient cause ceased to be, the effect would instantly be no more. The same is also so with the life of the external man in relation to the life of the internal man.

[2] This may be seen even more clearly in the human being, for while a person is in the world, that is, while he lives in the body, his rational is distinct and separate from the natural, so much so that he can be raised above the level of external sensory perceptions which belong to the body, and even to a certain extent above the level of inner sensory perceptions which belong to his natural man, and to be aware on the level of his rational, and so of spiritual thought. This is even more evident from the fact that when a person dies he leaves behind him altogether the external sensory perceptions that belong to the body, retaining at the same time the life of his interior man. Indeed he brings with him even the facts that exist in the external or natural memory, though he does not have the use of them, see 2475-2477, 2479-2483, 2485, 2486. From this it is evident that the rational or internal man is distinct and separate from the external man. But while a person is living in the body his rational does not seem to be distinct and separate from the natural, the reason being that he is living in the world or the natural order. That being so the life of the rational manifests itself within the natural, so much so that the rational does not seem to have any life at all if the natural does not at the same time have any. The amount of life that the rational seems to have in this case depends on how far the natural corresponds to it - see above in 3493. From this it may be seen that there is a corresponding life in the natural, which life is meant by the words which Isaac addressed to Esau, 'I do not know the day of my death'. For 'Isaac' represents the rational, and 'Esau' the natural, in both cases as regards good.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.