Biblija

 

Genesis 17

Studija

   

1 Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HE EN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig,

2 så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!"

3 Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:

4 "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk;

5 derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.

6 Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig.

7 Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;

8 og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"

9 Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;

10 og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.

11 I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder;

12 otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;

13 omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt!

14 Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!"

15 Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;

16 jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!"

17 Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?"

18 Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!"

19 Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!

20 Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.

21 Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid."

22 Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

23 Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.

24 Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud;

25 og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud.

26 Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;

27 og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Iz Swedenborgovih djela

 

Arcana Coelestia #6132

Proučite ovaj odlomak

  
/ 10837  
  

6132. And said to him, We will not hide from my lord. That this signifies that it was known to the internal, is evident from the signification of “saying,” as being perception (of which above, n. 6063); from the representation of Joseph, who is here the “lord,” as being the internal (of which also above); and from the signification of “not hiding it from him,” as being to be known. That in the internal sense “not to hide” denotes to be known, is because everything that comes forth and takes place in the natural is known to the internal, for the natural has from the internal all that belongs to itself, and therefore nothing can be concealed from the internal. Nevertheless in the external sense, and especially in the historical sense, the present form of speech is made use of; just as when the Lord speaks to a man He first questions him concerning the matter in hand, although it is fully known to Him; as for instance when the angel of Jehovah spake unto Hagar (Genesis 16:7-8); unto Abraham (Genesis 18:9); and unto Moses (Exodus 4:2); and indeed in no other way would the external feel satisfied, for unless it utters a thing, it believes that it is not known.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.