2 Krønikebog 16

¹ Men i Asas seks og tredivte egeringsår drog Kong Ba'sja af Israel op imod Juda og befæstede ama for at hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.

² Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene i HE ENs Hus og i Kongens Palads og sendte det til Kong Benhadad af Aram, som boede i Darmaskus, idet han lod sige:

³ "Der består en Pagt mellem mig og dig og mellem min Fader og din Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, så at han nødes til at drage bort fra mig!"

⁴ Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Majim og Forrådshusene i Naftalis Byer.

⁵ Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste ama og standsede Arbejdet.

⁶ Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene og Træværket, som Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af ama, bort, og han befæstede dermed Geba og Mizpa.

⁷ På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa af Juda og sagde til ham: "Fordi du søgte Støtte hos Aramæerkongen og ikke hos HE EN din Gud, skal Aramæerkongens Hær slippe dig af Hænde!

⁸ Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig Hær med en vældig Mængde Vogne og yttere? Men da du søgte Støtte hos HE EN, gav han dem i din Hånd!

⁹ Thi HE ENs Øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne Sag har du handlet som en Dåre; thi fra nu af skal du altid ligge i Krig!"

¹⁰ Men Asa blev fortørnet på Seeren og satte ham i Huset med Blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også hårdt frem mod nogle af Folket på den Tid.

¹¹ Asas Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.

¹² I sit ni og tredivte egeringsår fik Asa en Sygdom i Fødderne, og Sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin Sygdom søgte han dog HE EN, men Lægerne.

¹³ Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre og døde i sit een og fyrretyvende egerings,år.

¹⁴ Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig udhugge i Davidsbyen, og lagde ham på et Leje, som man havde fyldt med vellugtende Urter og Stoffer, tillavet som Salve, og tændte et vældigt Bål til hans Ære.