Die Bibel

 

Genesis 29

Lernen

   

1 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land.

2 Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten,

3 som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.

4 Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!"

5 Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt."

6 Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter akel kommer netop med Hjorden derhenne!"

7 Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"

8 Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."

9 Medens han således stod og talte med dem, var akel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;

10 og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter akel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord.

11 Så kyssede han akel og brast i Gråd;

12 og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af ebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det"

13 og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;

14 og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.

15 sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"

16 Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste akel;

17 Leas Øjne var matte, men akel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud,

18 og Jakob elskede akel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter akel."

19 Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!"

20 Så tjente Jakob syv År for akel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende.

21 Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"

22 Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.

23 Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende.

24 Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

25 Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for akel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"

26 Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste;

27 men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."

28 Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter akel til Hustru.

29 Og Laban gav sin Datter akel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde.

30 Så gik Jakob også ind til akel, og han elskede akel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.

31 Da HE EN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens akel var ufrugtbar.

32 Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet uben; thi hun sagde: "HE EN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!"

33 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde: "HE EN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon.

34 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.

35 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:"Nu vil jeg prise HE EN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #3833

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

3833. 'And so it was in the evening' means when the state was still obscure. This is clear from the meaning of 'the evening' as an obscure state, dealt with in 3056. Furthermore feasts held in the evening, that is, suppers, meant nothing else among the ancients who had appropriate religious observances than the introductory state which comes before an actual joining together, which is obscure compared with that state when the joining together has taken place. Indeed when a person is being introduced into truth and from this into good, everything he learns at that time is obscure. But once good is joined to him and he regards truth from the standpoint of good, everything he learns becomes clear to him, gradually and increasingly so. For he is now no longer in doubt about whether something exists or whether it is true but knows that it exists and is true.

[2] Once a person has reached this state he starts to know countless things, for he now proceeds from the good and truth which he believes and perceives. He proceeds so to speak from the central point out to the peripheral regions; and in the measure that he proceeds from such good and truth, he sees in the same measure the things round about, and gradually more and more widely since he is constantly pushing out and extending the boundaries. Thereafter he also begins from each subject situated in the space within those boundaries, and from those subjects as new centres he pushes out new peripheral regions; and so on in the spaces within these. Consequently the light of truth radiating from good increases enormously and becomes one expanse of light, for he is now bathed in the light of heaven which shines from the Lord. But to people who are prone to doubt and who question whether something exists and is true, those countless, indeed limitless things are not visible at all. To them every single one is totally obscure. Those things are scarcely seen by them as a single whole which definitely exists, only as a single whole whose very existence they are uncertain of. Such is the condition into which human wisdom and intelligence has fallen at the present day. Being able to reason cleverly whether something exists is now the mark of a wise man, and being able to reason that it does not exist is the mark of one wiser still.

[3] Take for example the question whether in the Word an internal sense exists which such people call the mystical sense. Until they believe in the existence of it they cannot know a single one of the countless things existing within that sense, so many that they fill the whole of heaven in unending variety. Take as another example one who reasons about whether Divine Providence is merely universal and does not extend to specific details. That person cannot know the countless arcana which have to do with Providence, as many in number as the occurrences in everyone's life from start to finish and in the world from its creation to its end, and even for ever. Take as yet another example one who reasons whether good can exist in anyone, seeing that the will of man is fundamentally depraved. He cannot possibly be aware of all the arcana that have to do with regeneration, nor even that a new will is implanted by the Lord and the arcana concerning this. And the same is so with everything else. From this one may recognize what obscurity surrounds such people and that they do not even see, let alone reach, the outskirts of wisdom.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.