Die Bibel

 

Genesis 29

Lernen

   

1 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land.

2 Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten,

3 som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.

4 Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!"

5 Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt."

6 Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter akel kommer netop med Hjorden derhenne!"

7 Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"

8 Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."

9 Medens han således stod og talte med dem, var akel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;

10 og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter akel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord.

11 Så kyssede han akel og brast i Gråd;

12 og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af ebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det"

13 og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;

14 og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.

15 sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"

16 Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste akel;

17 Leas Øjne var matte, men akel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud,

18 og Jakob elskede akel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter akel."

19 Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!"

20 Så tjente Jakob syv År for akel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende.

21 Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"

22 Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.

23 Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende.

24 Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

25 Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for akel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"

26 Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste;

27 men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."

28 Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter akel til Hustru.

29 Og Laban gav sin Datter akel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde.

30 Så gik Jakob også ind til akel, og han elskede akel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.

31 Da HE EN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens akel var ufrugtbar.

32 Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet uben; thi hun sagde: "HE EN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!"

33 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde: "HE EN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon.

34 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.

35 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:"Nu vil jeg prise HE EN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #3761

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

3761. 'Jacob lifted up his feet' means a raising up of the natural. This is clear from the meaning of 'lifting up' as a raising up, and from the meaning of 'the feet' as the natural, dealt with below. The raising up meant here is the subject of the chapter itself, namely a raising up from external truth towards internal good. In the highest sense the subject is how the Lord according to order raised His Natural even up to the Divine, rising up step by step from external truth towards internal good. In the representative sense it is how the Lord according to a similar order makes man's natural new when regenerating him. The fact that a person who is being regenerated in adult life progresses according to the order described in the internal sense of this chapter and of those that follow is known to few. This fact is known to few because few stop to reflect on the matter and also because few at the present day are able to be regenerated; for the last days of the Church have arrived when no charity exists any longer, nor consequently any faith. This being so, people do not even know what faith is, even though the assertion 'men is saved by faith' is on everyone's lips; and not knowing this they therefore have even less knowledge of what charity is. And since they know no more than the terms faith and charity and have no knowledge of what these are essentially, it has therefore been stated that few are able to reflect on the order in accordance with which a person is made new or regenerated, and also that few are able to be regenerated.

[2] Because the subject here is the natural, and the latter is represented by 'Jacob', it is not said that he rose up and went to the land of the sons of the east but that 'he lifted up his feet'. Both these expressions mean a raising up. As regards 'rising up' having this meaning, see 2401, 2785, 2912, 2927, 3171; and as regards the expression 'lifting up the feet' which occurs here, this is used in reference to the natural - 'the feet' meaning the natural, see 2162, 3147. 'The feet' means the natural or natural things because of their correspondence with the Grand Man - currently the subject at the ends of chapters. In the Grand Man those belonging to the province of the feet are those who dwell in natural light and little spiritual light. This also is why the parts beneath the foot - the sole and the heel - mean the lowest natural things, see 259, and why 'a shoe', which is also mentioned several times in the Word, means the bodily-natural, which is the lowest part of all, 1748.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.