Die Bibel

 

Genesis 19

Lernen

   

1 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden

2 og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."

3 Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.

4 Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,

5 og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"

6 Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.

7 Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!

8 Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!"

9 Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.

10 Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;

11 men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

12 Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted;

13 thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for HE EN, at HE EN har sendt os for at ødelægge dem."

14 Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HE EN vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.

15 Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"

16 Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HE EN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.

17 Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!"

18 Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!

19 Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.

20 Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!"

21 Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;

22 men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.

23 Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,

24 lod HE EN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HE EN, fra Himmelen;

25 og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.

26 Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte.

27 Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HE EN,

28 og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han øg stige til Vejrs fra Landet som øgen fra en Smelteovn.

29 Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.

30 Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.

31 Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.

32 Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!"

33 De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

34 Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!"

35 Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

36 Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;

37 og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag.

38 Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #2341

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

2341. 'And he made a feast for them' means dwelling together. This is clear from the meaning of 'a feast'. 'Feasts' are mentioned in various places in the Word, and in those places they mean in the internal sense dwelling together, as in Jeremiah,

The word of Jehovah came to him, You shall not go into the house of feasting to sit with them, to eat and to drink. Jeremiah 16:8.

In that chapter the prophet is told many things by which he was to represent the necessity for good to have no connection with evil, nor truth to have any with falsity. Among other things he was required 'not to go into the house of feasting', which meant that good and truth were not to dwell together with evil and falsity.

[2] In Isaiah,

Jehovah Zebaoth will make on this mountain a feast of fat things for all peoples, a feast of sweet wines, of fat things full of marrow, of wines well-refined. Isaiah 25:6.

Here 'mountain' stands for love to the Lord, 795, 1430. People with whom that love exists dwell together with the Lord in good and truth, which are meant by 'a feast'. 'Fat things' and those 'full of marrow' are goods, 353, 'sweet and well-refined wines' are truths deriving from goods, 1071.

[3] The feasts made from the consecrated elements when sacrifices were offered represented in the Jewish Church nothing else than the Lord's dwelling together with man within the holy things of love meant by sacrifices, 2187. The same was at a later time meant by the Holy Supper, which the Primitive Church called a feast.

[4] Chapter 21 below refers to Abraham making a great feast on the day that Isaac was weaned, in verse 8. This feast represented and therefore meant the dwelling together and initial conjunction of the Lord's Divine itself with His Human Rational. 'Feasts' have the same meaning in the internal sense in other places, as may also be deduced from the fact that feasts are occasions involving a number of people who are all simultaneously filled with love and charity, who are opening their minds to one another, and who are enjoying together the glad feelings that are the expressions of love and charity.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.