Die Bibel

 

Genesis 18

Lernen

   

1 Siden åbenbarede HE EN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.

2 Da han så op, fik han Øjetre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden

3 og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi!

4 Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.

5 Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"

6 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"

7 Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.

8 Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

9 Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!"

10 sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;

11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,

12 lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"

13 Da sagde HE EN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?

14 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"

15 Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"

16 Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej.

17 Men HE EN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.

18 da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?

19 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HE ENs Vej ved at øve etfærdighed og et, for at HE EN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham."

20 Da sagde HE EN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar.

21 Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"

22 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HE EN blev stående foran Abraham.

23 Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?

24 Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.

25 Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve et?"

26 Da sagde HE EN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!"

27 Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!

28 Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."

29 Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være."

30 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den."

31 Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."

32 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."

33 Da nu HE EN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Coronis (An Appendix to True Christian Religion) #49

  
/ 60  
  

49. It was stated above, that the first state with the sons of Israel, was the appearing of the Lord Jehovih, calling and covenanting; and we are taught from the Word, that these three things took place, first with Abram, secondly with Moses, and thirdly with the entire people. The appearing of the Lord Jehovih before Abraham is thus described in Genesis:

Jehovah appeared unto Abraham in the plains of Mamre; he was sitting at the door of his tent,... and when he lifted up his eyes and saw, behold! three men stood by him, and as soon as he saw them, he ran from the door of the tent to meet them, and bowed himself to the earth, and said, O Lord, if I have found grace in Thine eyes, pass not away, I pray, from Thy servant (Gen. 18:1-3).

It was the Lord our Saviour who appeared in His Divine Trinity, which the three angels represented; for the Lord said,

Abraham rejoiced to see My day, and he saw and was glad... Verily, verily I say unto you, Before Abraham was, I am (John 8:56, 58).

There is in the Lord a Divine Trinity; and the Divine Unity was represented in Divine Trinity by the "three men," who were also called "angels" (Gen. 18:2; 19:1). But in His Divine Unity He was called "adonai" (Gen. 18:3; 19:18); and also "Jehovah," very frequently (Gen. 18:13-14, 17, 19-20, 22, 26, 33). The appearing of the Lord Jehovih before Moses is thus described in Exodus:

The Angel of Jehovah appeared to Moses at the mountain of Horeb, in a flame of fire out of the midst of a bush;... Moses therefore said, I will turn aside and see this great vision, why the bush is not burnt. And Jehovah saw that he turned aside;... therefore God called unto him out of the midst of the bush, and said, Moses, Moses.... And moreover Moses said to God, . . . What is Thy name?... God said,... I AM THAT I AM. Thus shalt thou say unto the sons of Israel, I AM hath sent me unto you (Exod. 3[1], 2-4, 14).

The appearing of the Lord Jehovih before the whole people is thus also described in Exodus:

Jehovah said to Moses, Say unto the sons of Israel, that they be ready against the third day; for on the third day Jehovah will come down in the eyes of all the people upon Mount Sinai.... And it came to pass on the third day,... that there were voices, and lightnings, and thick clouds upon the mount, and the voice of a trumpet exceeding loud, so that all the people who were in the camp trembled.... Mount Sinai was altogether on a smoke, because He descended upon it in fire; and He promulgated the law before the people (Exod. 19:9-24, and 20:1-18).

The Lord also appeared to Joshua as Prince of the army of Jehovah, before whom Joshua fell on his face upon the earth, and called him his "Lord" (Josh. 5:13-14).

THE CALLING OF THE SONS OF ISRAEL TO THE LAND OF CANAAN, thus to the Church, also took place three times; once to Abram, that he should depart thereto out of his fatherland, and afterwards the promise that his seed should inherit that land (Gen. 12:1-7). A calling also took place through Moses (Exod. 3:16-17); and again through Joshua (Josh. 1:3, etc., and 11).

  
/ 60  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.