Bible

 

3 Mosebok 26

Studie

   

1 I skal ikke gjøre eder avguder og ikke reise op utskårne billeder eller støtter og ikke sette stener med billeder i eders land for å tilbede ved dem; for jeg er Herren eders Gud.

2 Mine sabbater skal I holde, og for min helligdom skal I ha ærefrykt; jeg er Herren.

3 Dersom I vandrer i mine lover og tar vare på mine bud og holder dem,

4 da vil jeg gi eder regn i rette tid, og jorden skal gi sin grøde, og markens trær skal gi sin frukt.

5 Og tresketiden skal vare hos eder like til vinhøsten, og vinhøsten skal vare inntil kornet såes, og I skal ete eder mette av brødet som I har avlet, og bo trygt i eders land.

6 Og jeg vil gi fred i landet, og I skal hvile i ro, og ingen skal forferde eder; jeg vil rydde ut de ville dyr av landet, og sverd skal ikke fare gjennem eders land.

7 Og I skal forfølge eders fiender, og de skal falle for eders sverd.

8 Fem av eder skal forfølge hundre, og hundre av eder skal forfølge ti tusen, og eders fiender skal falle for eders sverd.

9 Og jeg vil vende mig til eder og gjøre eder fruktbare og tallrike, - og jeg vil holde min pakt med eder.

10 Og I skal ha gammel grøde å ete inntil I må føre den bort for den nye grødes skyld.

11 Og jeg vil sette min bolig midt iblandt eder, og jeg skal aldri forkaste eder.

12 Og jeg vil vandre midt iblandt eder, og jeg vil være eders Gud, og I skal være mitt folk.

13 Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ut av Egyptens land, forat I ikke mere skulde være deres træler, og jeg brøt sønder eders åks stenger og lot eder gå opreist.

14 Men dersom I ikke lyder mig og ikke holder alle disse bud,

15 dersom I forakter mine forskrifter, og dersom I forkaster mine lover, så I ikke holder alle mine bud, men bryter min pakt,

16 da vil også jeg gjøre således mot eder: Jeg vil hjemsøke eder med redsler, med tærende sott og brennende feber, så eders øine slukner og sjelen vansmekter; til ingen nytte skal I så eders sæd, eders fiender skal ete den op.

17 Og jeg vil sette mitt åsyn mot eder, og eders fiender skal slå eder, og de som hater eder, skal herske over eder, og I skal flykte skjønt ingen forfølger eder.

18 Og dersom I enda ikke lyder mig, da vil jeg tukte eder syvfold mere for eders synder.

19 Jeg vil bryte eders styrkes overmot, og jeg vil gjøre eders himmel som jern og eders jord som kobber.

20 Til ingen nytte skal I fortære eders kraft, og eders land skal ikke gi sin grøde, og trærne i landet skal ikke gi sin frukt.

21 Og dersom I enda står mig imot og ikke vil lyde mig, da vil jeg slå eder syvfold mere, som eders synder fortjener.

22 Jeg vil sende ville dyr imot eder, og de skal røve eders barn fra eder og ødelegge eders fe og forminske eders tall, og eders veier skal bli øde.

23 Og dersom I enda ikke lar eder tukte av mig, men står mig imot,

24 da vil også jeg stå eder imot og slå eder syvfold mere for eders synder.

25 Jeg vil føre over eder et sverd som hevner pakten*, og samler I eder i eders byer, da vil jeg sende pest inn iblandt eder, og I skal gis i fiendens hånd. / {* d.e. pakten som I brøt.}

26 Når jeg bryter sønder brødets stav for eder, da skal ti kvinner bake eders brød i én ovn og gi eder brødet igjen efter vekt, og I skal ete og ikke bli mette.

27 Og dersom I enda ikke lyder mig, men står mig imot,

28 da vil også jeg stå eder imot i vrede og tukte eder syvfold mere for eders synder.

29 I skal ete eders sønners kjøtt og ete eders døtres kjøtt.

30 Og jeg vil ødelegge eders offerhauger og utrydde eders solstøtter og kaste eders døde kropper ovenpå de døde kropper av eders vederstyggelige avguder, og min sjel skal vemmes ved eder.

31 Og jeg vil gjøre eders byer til en ørken og legge eders helligdommer øde, og jeg vil ikke nyte vellukten av eders offer.

32 Og jeg vil legge landet øde, så eders fiender som bor der, skal forferdes over det.

33 Men eder vil jeg sprede blandt hedningene, og med draget sverd vil jeg forfølge eder; eders land skal bli øde og eders byer en ørken.

34 Da skal landet gjøre fyldest for sine sabbatsår hele den tid det ligger øde, mens I er i eders fienders land; da skal landet hvile og gjøre fyldest for sine sabbatsår.

35 Hele den tid det ligger øde, skal det ha hvile, den hvile som det ikke fikk i eders sabbatsår, da I bodde der.

36 Og de som blir igjen av eder, dem vil jeg gi et motløst hjerte i sine fienders land, så lyden av et henværet blad vil jage dem, og de skal flykte som en flykter for sverd, og falle skjønt ingen forfølger dem.

37 Og de skal falle, den ene over den andre, som for sverd skjønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde stand mot eders fiender.

38 Og I skal gå til grunne blandt hedningene, og eders fienders land skal fortære eder.

39 Og de som blir igjen av eder, skal visne bort i eders fienders land for sin misgjernings skyld; også for sine fedres misgjerninger, som hviler på dem, skal de visne bort.

40 Da skal de bekjenne sin misgjerning og sine fedres misgjerning, som de gjorde i sin troløshet mot mig, og bekjenne at de stod mig imot

41 - derfor stod også jeg dem imot og førte dem inn i deres fienders land - ja, da skal deres uomskårne hjerte ydmyke sig, og de skal bøte for sin misgjerning.

42 Og så vil jeg komme i hu min pakt med Jakob, og min pakt med Isak og min pakt med Abraham vil jeg komme i hu, og landet vil jeg komme i hu.

43 Men landet skal først være forlatt av dem og gjøre fyldest for sine sabbatsår, mens det ligger øde og forlatt av dem, og de skal bøte for sin misgjerning, efterdi de foraktet mine lover og forkastet mine bud.

44 Men selv da, når de er i sine fienders land, vil jeg ikke støte dem bort og ikke forkaste dem, så jeg skulde tilintetgjøre dem og bryte min pakt med dem; for jeg er Herren deres Gud.

45 Og jeg vil til beste for dem komme i hu pakten med fedrene, som jeg førte ut av Egyptens land midt for hedningenes øine for å være deres Gud; jeg er Herren.

46 Dette er de forskrifter og de bud og de lover som Herren satte mellem sig og Israels barn på Sinai berg ved Moses.

   

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 9479

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

9479. And let them make for Me a sanctuary. That this signifies a representative of the Lord, and thus of heaven, is evident from the signification of “a sanctuary,” as being the Lord, and as being heaven; but here a representative of the Lord and of heaven, because it was a tabernacle made of wood and covered all round with curtains, and this could not have been a sanctuary except by means of the representation. For “a sanctuary” denotes holiness itself, and nothing is holy except the Divine alone, thus the Lord alone (see n. 9229). That heaven is “a sanctuary,” is because heaven is heaven from what is Divine there; for the angels who are there make heaven in proportion as they have [something] from the Divine of the Lord; but in proportion as they have [anything] from themselves, they do not make heaven. From this it is plain how it is to be understood that the Lord is the all in all of heaven. (That the Lord dwells in His own, thus in the Divine with the angels, and thus in heaven, see n. 9338)

[2] That in the supreme sense “the sanctuary” denotes the Lord, because He alone is holy, and that alone is holy which proceeds from Him; and also that “the sanctuary” denotes heaven, and likewise the church, and that those things are “sanctuaries” which are in heaven and in the church from the Lord, is evident from the passages in the Word in which “a sanctuary” and “sanctuaries” are spoken of; as in Ezekiel:

The Lord Jehovih said, I will scatter them in the lands, and I will be to them a little sanctuary in the lands whither they shall come (Ezekiel 11:18); where “a sanctuary” denotes the Lord Himself; for “the Lord Jehovih,” and “Jehovah,” in the Word, denote the the Lord, (n. 9373). In Isaiah:

Look forth from the heavens, and behold from the habitation of Thy holiness (Isaiah 63:15).

As the throne of glory, the height from eternity, is the place of the sanctuary (Jeremiah 17:12);

in which passages “the habitation of holiness,” and “the sanctuary,” denote heaven.

[3] In Isaiah:

Little is lacking but that Thou wilt possess the people of Thy holiness; our adversaries have trodden down Thy sanctuary (Isaiah 63:18).

The nations have come into His sanctuary (Lam. 1:10).

The Lord hath cast off His altar, He hath abhorred His sanctuary (Lam. 2:7).

The Lord Jehovih said, Behold I will profane My sanctuary, the magnificence of your strength, the desire of your eyes (Ezekiel 24:21).

I will make your cities a waste, and will desolate your sanctuaries (Leviticus 26:31).

In these passages “the sanctuary” denotes the church, and “sanctuaries,” the things that belong to the church. From all this it is evident why the tabernacle is called “a sanctuary,” namely, from the fact that by it was represented heaven and the church, and that by the holy things therein were represented Divine things that are from the Lord in heaven and in the church.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.