Bible

 

Jeremias 31

Studie

   

1 På den tid, sier Herren, vil jeg være alle Israels ætters Gud, og de skal være mitt folk.

2 sier Herren: Det folk som er undkommet fra sverdet, har funnet nåde i ørkenen; jeg vil gå og føre Israel til ro.

3 Fra det fjerne har Herren åpenbaret sig for mig: Ja, med evig kjærlighet har jeg elsket dig; derfor har jeg latt min miskunnhet mot dig vare ved.

4 Ennu en gang vil jeg bygge dig, og du skal bli bygget, du jomfru, Israel! Ennu en gang skal du pryde dig med dine trommer og gå ut i dansen med de glade.

5 Ennu en gang skal du plante vingårderSamarias fjell; de som planter dem, skal også ta dem i bruk.

6 For det kommer en dag da vektere skal rope på Efra'ims fjell: stå op og la oss dra op til Sion, til Herren vår Gud!

7 For så sier Herren: Juble over Jakob med glede og rop med fryd over det ypperste blandt folkene*! La lovsang lyde og si: Herre, frels ditt folk, dem som er igjen av Israel! / {* AMO 6, 1.}

8 Se, jeg fører dem fra landet i nord og samler dem fra jordens ytterste ende; blandt dem er det både blinde og halte, både fruktsommelige og fødende; som en stor skare skal de komme hit tilbake.

9 Med gråt skal de komme og med ydmyke bønner, og jeg vil lede dem; jeg vil føre dem til rinnende bekker på en jevn vei, hvor de ikke skal snuble; for jeg er blitt en far for Israel, og Efra'im er min førstefødte.

10 Hør Herrens ord, I folk, og forkynn det på øene langt borte og si: Han som adspredte Israel, skal samle det og vokte det, som en hyrde vokter sin hjord.

11 For Herren har fridd Jakob ut og løst ham av dens hånd som var sterkere enn han.

12 Og de skal komme og synge med fryd på Sions berg, og de skal strømme til Herrens gode ting, til korn og til most og til olje og til unge får og okser, og deres sjel skal være som en vannrik have, og de skal ikke vansmekte mere.

13 Da skal jomfruer glede sig i dans, og unge og gamle skal glede sig sammen, og jeg vil vende deres klage til fryd og trøste dem og glede dem efter deres sorg.

14 Og jeg vil vederkvege prestene med det fete, og mitt folk skal mettes med mine gode ting, sier Herren.

15 sier Herren: En røst høres i ama, veklage, bitter gråt; akel gråter over sine barn; hun vil ikke la sig trøste over sine barn, for de er ikke mere til.

16 sier Herren: Hold op med din gråt, og la ikke dine øine felle tårer mere! Du skal få lønn for ditt arbeid, sier Herren, og de skal vende tilbake fra fiendens land.

17 Og det er håp for din fremtid, sier Herren, og barna skal vende tilbake til sitt land.

18 Jeg har hørt Efra'im klage: Du har tuktet mig, ja, jeg blev tuktet som en utemmet kalv; omvend mig du, så blir jeg omvendt, du er jo Herren min Gud.

19 For efterat jeg har vendt mig bort fra dig, angrer jeg, og efterat jeg har fått forstand, slår jeg mig på lenden; jeg blues, ja, jeg skammer mig, for jeg bærer min ungdoms skam.

20 Er da Efra'im en så dyrebar sønn for mig eller mitt kjæreste barn, siden jeg ennu må komme ham i hu, enda jeg så ofte har talt mot ham? Derfor røres mitt hjerte av medynk med ham, jeg må forbarme mig over ham, sier Herren.

21 eis dig merkestener, sett dig veivisere, gi akt på den banede vei, den vei du gikk! Vend tilbake, du jomfru, Israel, vend tilbake til dine byer her!

22 Hvor lenge vil du vanke omkring, du frafalne datter? For Herren skaper noget nytt i landet: Kvinnen* skal stadig være om mannen**. / {* Israel.} / {** Herren.}

23 sier Herren, hærskarenes Gud, Israels Gud: Ennu en gang skal de si så i Juda land og i dets byer, når jeg gjør ende på deres fangenskap: Herren velsigne dig, du rettferdighets bolig, du hellige berg!

24 Og Juda med alle sine byer skal bo der sammen som jordbrukere og omvandrende hyrder.

25 For jeg vil kvege den trette sjel, og hver vansmektende sjel vil jeg mette.

26 Ved dette våknet jeg og så mig om, og jeg fant at min søvn hadde vært herlig.

27 Se, dager kommer, sier Herren, da jeg vil tilså Israels land og Judas land med menneskers sæd og med dyrs sæd.

28 Og likesom jeg har våket over dem for å rykke op og for å rive og bryte ned og ødelegge og plage dem, således vil jeg også våke over dem for å bygge og plante, sier Herren.

29 I de dager skal de ikke mere si: Fedrene åt sure druer, og barnas tenner blev såre.

30 Men enhver skal for sin egen misgjernings skyld; hvert menneske som eter sure druer, han skal selv få såre tenner.

31 Se, dager kommer, sier Herren, da jeg vil oprette en ny pakt med Israels hus og med Judas hus,

32 ikke som den pakt jeg oprettet med deres fedre på den dag da jeg tok dem ved hånden for å føre dem ut av Egyptens land, den pakt med mig som de brøt, enda jeg var deres ektemann, sier Herren;

33 men dette er den pakt jeg vil oprette med Israels hus efter de dager, sier Herren: Jeg vil gi min lov i deres sinn og skrive den i deres hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mitt folk;

34 og de skal ikke mere lære hver sin næste og hver sin bror og si: Kjenn Herren! For de skal alle kjenne mig, både små og store, sier Herren; for jeg vil forlate deres misgjerning og ikke mere komme deres synd i hu.

35 sier Herren, som satte solen til lys om dagen og lover for månen og stjernene, så de lyser om natten, han som oprører havet så dets bølger bruser - Herren, hærskarenes Gud, er hans navn:

36 Dersom disse lover ikke lenger står ved makt for mitt åsyn, sier Herren, da skal også Israels ætt ophøre å være et folk for mitt åsyn alle dager.

37 sier Herren: Dersom himmelen kan måles der oppe, og jordens grunnvoller utforskes der nede, da vil også jeg forkaste all Israels ætt for alt det de har gjort, sier Herren.

38 Se, dager kommer, sier Herren, da byen skal bygges for Herren, fra Hananels tårn like til Hjørneporten,

39 og målesnoren skal gå videre rett frem over Gareb-haugen, og så skal den vende sig til Goa,

40 og hele dalen med de døde kropper og asken, og alle markene like til Kedrons bekk, til Hesteportens hjørne mot øst, skal være hellige for Herren. Der skal aldri mere rykkes noget op eller brytes noget ned.

   

Ze Swedenborgových děl

 

Apocalypse Explained # 219

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 1232  
  

219. Verse 12. He that overcometh I will make him a pillar in the temple of My God, signifies that those who are steadfast will be in Divine truth in heaven. This is evident from the signification of "overcoming," as being to be steadfast in the genuine affection of truth (See above n. 128); here in faith from charity, since that faith is treated of in what is written the angel of this church see 203; also from the signification of "pillar" as being Divine truth sustaining; also from the signification of "the temple of God" as being in the highest sense, the Lord's Divine Human, and in the relative sense, the Lord's spiritual kingdom, thus the heaven that constitutes that kingdom (of which presently). "A pillar in the temple" means Divine truth sustaining, because "temple" signifies heaven, and heaven is heaven from the Divine truth that proceeds from the Lord; for by heaven all angels are meant, because heaven is made up of angels, and from them is called heaven: and angels are angels in the measure in which they receive the Divine truth that proceeds from the Lord; and for this reason angels in the Word also signify Divine truths (See above, n. 130, 200).

Now as heaven is Divine truth, and "temple" signifies heaven, it follows that all things of the temple signify such things as pertain to Divine truth, and that the "pillars" therein signify Divine truths sustaining. Divine truths sustaining are in general lower truths, because these sustain the higher; for there are lower and higher Divine truths, as there are lower and higher heavens. (There are degrees of these, on which see in the work on Heaven and Hell 38, 208, 209, 211.) The heavens that belong to a lower degree sustain those that belong to a higher degree; here, therefore, by the Lord's making him that overcometh "a pillar in the temple" is meant that such will be in a lower heaven. They who are in the faith of charity are also in the lower heaven, which is called the spiritual heaven; while those who are in love to the Lord are in the higher heaven, which is called the celestial heaven, and this is sustained by the lower or spiritual heaven. (But a clearer idea can be had of these things from what is shown in three chapters in the work on Heaven and Hell, namely, in the chapter where it is shown that The Divine of the Lord in Heaven is Love to Him and Charity towards the Neighbor, n. 13-19; in another where it is shown that Heaven is distinguished into Two Kingdoms, Celestial and Spiritual, n 20-28; and in a third where it is shown that There are Three Heavens, n. 29-40.)

[2] "Pillars" are here and there mentioned in the Word, and they signify lower truths, because they sustain the higher. That lower truths are signified by "pillars" in the Word can be seen from the following. In Jeremiah:

Behold I have given thee this day for a fenced city, and for a pillar of iron, and for walls of brass against the whole land, against the kings of Judah, against the princes and against the priests thereof, and against the people of the land, that they may fight against thee and not prevail (Jeremiah 1:18-19).

These things were said to the prophet, because all prophets signify the doctrines of Divine truth, and because the church in which Divine truths are falsified is here treated of it is therefore said, "Behold I have given thee this day for a fenced city, for a pillar of iron, and for walls of brass against the whole land;" "a fenced city" signifies the doctrine of truth; "a pillar of iron" truth sustaining it; "walls of brass" good defending, and "land" the church. It is said, also, "against the kings of Judah, against the princes, against the priests thereof, and against the people of the land;" and "the kings of Judah," and "princes," signify truths falsified; "priests," goods adulterated, and "the people of the land," falsities in general; of these it is said, that they will fight against truths themselves, but shall not prevail.

[3] In the same:

Set thee up signs, place for thee high pillars, set thine heart to the highway, the way thou mayest go; return, O virgin of Israel, return to thy cities (Jeremiah 31:21).

The restoration of the church is here treated of. "The virgin of Israel" signifies the church; "to set up signs, and to place high pillars," signifies instruction in such things as are the fundamentals of the church, which are called "high pillars" because they sustain: "to set the heart to the highway, the way thou mayest go," signifies the affection of truth leading to life.

[4] In David:

I will judge in uprightness; the earth and all the inhabitants thereof are dissolved; I will make firm the pillars of it (Psalms 75:2-3).

"The earth dissolving" signifies those of the church who are not in truths but yet long for them; "to make firm the pillars" of it signifies to sustain the church by those truths upon which it is founded. Again, in Job:

Who causeth the earth to shake out of its place, so that the pillars thereof tremble (Job 9:6).

"The earth" here signifies the church, and "pillars" the truths that sustain it. That:

The pillars of the court of the tabernacle (mentioned in Exodus 27:10-12, 14-17);

also signify the ultimate truths sustaining the higher ones, see Arcana Coelestia, in the explanation of that chapter and those verses. Like truths are signified by:

The pillars of the house of the forest of Lebanon built by Solomon (mentioned in 1 Kings 7:2, 6).

[5] Similar also is the signification of:

The two pillars that Solomon set up in the porch of the temple, and that are described in the first book of Kings. He fashioned two pillars of brass, eighteen cubits was the height of each pillar; and a line of twelve cubits compassed the second pillar. And he made two chapiters of molten brass, to set upon the tops of the pillars; seven chains for the one chapiter, and seven chains for the other chapiter. And he set up the pillars in the porch of the temple; and he set up the right pillar, and called the name thereof Jachin: and he set up the left pillar and called the name thereof Boaz (1 Kings 7:15-21).

Since "the temple" signified heaven (as will be shown presently), therefore all things of the temple signified such things as are of heaven, thus of Divine truth there; for, as said above, heaven is heaven from the Divine truth that proceeds from the Lord; therefore "the porch of the temple" signified the things pertaining to the ultimate heaven, and as this sustains the two higher heavens, those two pillars were placed in the porch.

  
/ 1232  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for their permission to use this translation.