Bible

 

1 Mosebok 41

Studie

   

1 Så hendte det da to år var omme, at Farao drømte han stod ved elven*. / {* Nilen.}

2 Og se, det steg op av elven syv kyr, vakre å se til og fete, og de gikk og beitet i elvegresset.

3 Og efter dem steg det op av elven syv andre kyr, stygge å se til og magre, og de stod ved siden av de andre kyr på elvebredden.

4 Og de stygge og magre kyr åt op de syv vakre og fete kyr. Da våknet Farao.

5 Så sovnet han igjen og drømte annen gang, og se, syv aks, frodige og gode, vokste op på ett strå.

6 Og efter dem skjøt det op syv aks som var tynne og svidd av østenvind.

7 Og de tynne aks slukte de syv frodige og fulle aks. Da våknet Farao, og skjønte at det var en drøm.

8 Men om morgenen var han urolig til sinns, og han sendte bud og lot kalle alle tegnsutleggerne og alle vismennene i Egypten; og Farao fortalte dem sine drømmer, men det var ingen som kunde tyde dem for ham.

9 Da talte den øverste munnskjenk til Farao og sa: Jeg må idag minne om mine synder.

10 Farao blev vred på sine tjenere og satte mig fast hos høvdingen over livvakten, både mig og den øverste baker.

11 Da hadde vi hver sin drøm i samme natt, jeg og han, og våre drømmer hadde hver sin mening.

12 Og det var en hebraisk gutt sammen med oss der; han var tjener hos høvdingen over livvakten; ham fortalte vi våre drømmer, og han tydet dem for oss; efter som enhver hadde drømt, tydet han dem.

13 Og som han tydet dem for oss, således gikk det; jeg blev satt i mitt embede igjen, og han blev hengt.

14 Da sendte Farao bud og lot Josef kalle, og de førte ham skyndsomt ut av fengslet; og han lot sig rake og skiftet klær og trådte frem for Farao.

15 Da sa Farao til Josef: Jeg har hatt en drøm, og det er ingen som kan tyde den; men jeg har hørt si om dig at så snart du hører en drøm, kan du tyde den.

16 Og Josef svarte Farao og sa: Det står ikke til mig; Gud vil gi et svar som spår lykke for Farao.

17 Da sa Farao til Josef: Jeg syntes i drømme at jeg stod på elvebredden.

18 Og se, av elven steg det op syv kyr, fete og vakre av skikkelse, og de gikk og beitet i elvegresset.

19 Og efter dem steg det op syv andre kyr, tynne og svært stygge av skikkelse og magre; jeg har aldri sett så stygge kyr i hele Egyptens land.

20 Og de magre og stygge kyr åt op de syv første, fete kyr.

21 Og da de hadde fått dem til livs, kunde det ikke merkes på dem, de var like stygge å se til som før. Da våknet jeg.

22 drømte jeg igjen, og se: Syv aks, fulle og gode, vokste op på ett strå.

23 Og efter dem skjøt det op syv aks som var fortørket og tynne og svidd av østenvind.

24 Og de tynne aks slukte de syv gode aks. Og jeg fortalte det til tegnsutleggerne, men ingen kunde forklare det for mig.

25 Da sa Josef til Farao: Faraos drømmer har én mening; hvad Gud vil gjøre, har han latt Farao få vite.

26 De syv gode kyr er syv år, og de syv gode aks er syv år; det er en og samme drøm.

27 Og de syv magre og stygge kyr som steg op efter dem, er syv år, og de syv tomme aks som var svidd av østenvinden, er syv hungersår, som skal komme.

28 Det er som jeg sa til Farao: Hvad Gud vil gjøre, har han latt Farao se.

29 Det kommer syv år med stor overflod i hele Egyptens land;

30 men efter dem kommer det syv hungersår, så all denne overflod skal bli glemt i Egyptens land, og hungeren skal arme ut landet;

31 og ingen skal minnes den overflod som var i landet, for hungeren bakefter; for den skal bli meget hård.

32 Men at drømmen kom to ganger for Farao, det vil si at saken er fast besluttet av Gud, og at Gud vil gjøre det snart.

33 Nu skulde Farao utse sig en forstandig og vis mann og sette ham over Egyptens land!

34 Det skulde Farao gjøre og så sette opsynsmenn over landet og ta femtedelen av avgrøden i Egyptens land i de syv overflodsår.

35 Og de skal samle alt som kan tjene til føde, i disse gode år som kommer, og under Faraos hånd dynge op korn i byene til føde og ta vare på det.

36 Og kornet skal tjene til forråd for landet i de syv hungersår som skal komme over Egyptens land, så landet ikke skal ødelegges av hungeren.

37 Disse ord syntes Farao og alle hans tjenere godt om.

38 Og Farao sa til sine tjenere: Mon det finnes nogen som han, en mann som har Guds ånd?

39 sa Farao til Josef: Siden Gud har latt dig vite alt dette, så er det ingen så forstandig og vis som du.

40 Du skal forestå mitt hus, og hele mitt folk skal rette sig efter ditt ord; bare tronen vil jeg ha fremfor dig.

41 Og Farao sa fremdeles til Josef: Se, jeg setter dig over hele Egyptens land.

42 Og Farao tok sin signetring av sin hånd og satte den på Josefs hånd og klædde ham i klær av fint lin og hengte en gullkjede om hans hals.

43 Og han lot ham kjøre i den vogn som var nærmest efter hans egen, og de ropte foran ham: Abrek!* Og han satte ham over hele Egyptens land. / {* bøi kne!.}

44 Og Farao sa til Josef: Jeg er Farao, og uten din vilje skal ingen mann løfte hånd eller fot i hele Egyptens land.

45 Og Farao gav Josef navnet Sofnat-Paneah* og gav ham til hustru Asnat, en datter av Potifera, presten i On. Så drog Josef omkring i Egyptens land. / {* måskje: Verdens frelser.}

46 Josef var tretti år gammel da han stod for Egyptens konge Faraos åsyn. Og efterat Josef var gått ut fra Farao, reiste han gjennem hele Egyptens land.

47 Og jorden bar rikelig i de syv overflodsår.

48 Og han samlet alle slags grøde i de syv gode år som kom i Egyptens land, og la den op i byene; i hver by la han op avgrøden fra landet som lå omkring.

49 Så hopet da Josef op korn som havets sand, i svære mengder, inntil de holdt op med å telle; for det var ikke tall på det.

50 Før det første hungersår kom, fikk Josef to sønner med Asnat, datter av Potifera, presten i On.

51 Og Josef kalte sin førstefødte sønn Manasse*; for [sa han] Gud har latt mig glemme all min møie og hele min fars hus. / {* en som får folk til å glemme.}

52 Og den andre sønn kalte han Efra'im*; for [sa han] Gud har gjort mig fruktbar i det land som jeg led ondt i. / {* dobbelt frukt.}

53 Da de syv overflodsår i Egyptens land var til ende,

54 begynte de syv hungersår å komme, således som Josef hadde sagt. Da blev det hungersnød i alle landene, men i hele Egyptens land var det brød.

55 Og da hele Egyptens land led hunger, ropte folket til Farao om brød. Da sa Farao til alle egypterne: Gå til Josef! Hvad han sier eder, skal I gjøre.

56 Da det nu var hungersnød over hele landet, åpnet Josef alle oplagshusene og solgte korn til egypterne; for hungersnøden var hård i Egyptens land.

57 Og fra alle landene kom de til Josef i Egypten for å kjøpe korn; for hungersnøden var hård i alle landene.

   

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 5351

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

5351. And Joseph called the name of the firstborn Manasseh. That this signifies a new will in the natural, and its quality, is evident from the representation of Manasseh in the Word, as being spiritual good in the natural, and thus a new will (of which below): this name also involves the very quality of this good, or of this new will. That the “name” involves this quality may be seen from the names given to others also, the quality of which is at the same time indicated, as is the name “Manasseh” in the words, “for God hath made me forget all my toil, and all my father’s house;” for in this way is described the quality signified by “Manasseh.” Moreover when it is said “he called the name,” there is also signified that the name itself contains the quality; for the “name” and “calling the name” signifies the quality (see n. 144, 145, 1754, 1896, 2009, 2724, 3006, 3421).

[2] The reason why the firstborn, who is named Manasseh, signifies spiritual good in the natural, or the new will therein, is that good is actually the firstborn in the church, or in the man who becomes a church; whereas truth is not the firstborn, and yet it appears as if it were (n. 352, 367, 2435, 3325, 3494, 4925, 4926, 4928, 4930), as may also be seen from the fact that in man the will precedes; for man’s willing is the first of his life, and his understanding comes after, and applies itself in accordance with his willing. What proceeds from the will is called “good” in those who by regeneration have received from the Lord a new will, but “evil” in those who have not desired to receive it; and what proceeds from the understanding is called “truth” in the regenerate, but “falsity” in the unregenerate. Yet as man’s will does not appear to the sense except through the understanding (for the understanding is the will in form, or the will formed to the sense), it is therefore supposed that the truth which proceeds from the understanding is the firstborn, and yet it is not, except in appearance, for the reason given.

[3] Hence the old controversy as to whether the truth which is of faith, or the good which is of charity, is the firstborn of the church. They who decided from the appearance, said that truth is the firstborn, but they who did not decide from the appearance, acknowledged that good is the firstborn. Hence also it is that at the present day faith is made the first and very essential of the church, and charity is made secondary and not essential; but men have gone into error much further than the ancients, by declaring that faith alone saves. In the church by “faith” is meant all the truth of doctrine, and by “charity” all the good of life. They indeed call charity and its works the “fruits of faith;” but who believes that fruits do anything for salvation when it is believed that a man may be saved by faith at the last hour of his life, whatever his previous life has been, and when in their teaching they even separate works, which are of charity, from faith, saying that faith alone saves without good works, or that works, which are of the life, do nothing toward salvation? Oh, what a faith! And oh, what a church! They adore dead faith, and reject living faith; and yet faith without charity is as a body without a soul, and we know that a body without a soul is removed from sight and cast forth, because of its stench: so is it with faith without charity in the other life. All those who have been in faith so called without charity are in hell, while all who have been in charity are in heaven; for everyone’s life remains, but not his doctrine except insofar as it is derived from his life.

[4] That by “Manasseh” is signified the new will in the natural, or what is the same, spiritual good there, cannot be so well shown from other passages of the Word as that by “Ephraim” is signified the new understanding in the natural, or spiritual truth therein. Nevertheless the signification of “Manasseh” can be inferred from that of “Ephraim;” for in the Word where two are thus mentioned, by the one is signified good, and by the other truth; and therefore that by “Manasseh” is signified spiritual good in the natural, which good is of the new will, will be seen in what presently follows about “Ephraim.”

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.