Bible

 

1 Mosebok 17

Studie

   

1 Da Abram var ni og nitti år gammel, åpenbarte Herren sig for ham og sa til ham: Jeg er Gud den allmektige; vandre for mitt åsyn og vær ustraffelig!

2 Jeg vil gjøre en pakt mellem mig og dig, og jeg vil gjøre din ætt såre tallrik.

3 Da falt Abram på sitt ansikt; og Gud talte med ham og sa:

4 Se, jeg gjør en pakt med dig, og du skal bli far til en mengde folk.

5 Ditt navn skal ikke mere være Abram; men ditt navn skal være Abraham, for jeg gjør dig til far for en mengde folk.

6 Og jeg vil gjøre dig såre fruktbar, så du blir til mange folk, og konger skal utgå fra dig.

7 Og jeg vil oprette en pakt mellem mig og dig og din ætt efter dig, fra slekt til slekt, en evig pakt, så jeg vil være din Gud og Gud for din ætt efter dig.

8 Og jeg vil gi dig og din ætt efter dig det land hvor du bor som fremmed, hele Kana'ans land, til en evig eiendom; og jeg vil være deres Gud.

9 Derefter sa Gud til Abraham: Og du skal holde min pakt, du og din ætt efter dig, fra slekt til slekt.

10 Dette er den pakt mellem mig og eder og din ætt efter dig som I skal holde: Alt mannkjønn hos eder skal omskjæres

11 I skal omskjæres på eders forhud; det skal være tegnet på pakten mellem mig og eder.

12 Åtte dager gammelt skal hvert guttebarn hos eder omskjæres, slekt efter slekt, både den som er født hjemme, og den som er kjøpt for penger, alle som hører til et fremmed folk og ikke er av din ætt.

13 Omskjæres skal både den som er født i ditt hus, og den som er kjøpt for dine penger. Så skal min pakt være på eders kjøtt - en evig pakt.

14 Men en uomskåret av mannkjønn, en hvis forhud ikke blir omskåret, han skal utryddes av sitt folk; han har brutt min pakt.

15 Og Gud sa til Abraham: Sarai, din hustru, skal du ikke lenger kalle Sarai - Sara skal være hennes navn.

16 Og jeg vil velsigne henne, og jeg vil gi dig en sønn også med henne; ja, jeg vil velsigne henne, og hun skal bli til mange folk, konger over folkeslag skal fremgå av henne.

17 Da falt Abraham på sitt ansikt og lo, og han sa ved sig selv: Skulde en som er hundre år gammel, få barn? Og skulde Sara, som er nitti år gammel, føde?

18 Og Abraham sa til Gud: Måtte bare Ismael få leve for ditt åsyn!

19 Da sa Gud: Sannelig, Sara, din hustru, skal føde dig en sønn, og du skal kalle ham Isak, og jeg vil oprette min pakt med ham, en evig pakt for hans ætt efter ham.

20 Og Ismael - også om ham har jeg hørt din bønn: Se, jeg vil velsigne ham og gjøre ham fruktbar og gi ham en såre tallrik ætt; tolv høvdinger skal han bli far til, og jeg vil gjøre ham til et stort folk.

21 Men min pakt vil jeg oprette med Isak, som Sara skal føde dig på denne tid næste år.

22 Så holdt han op å tale med ham; og Gud for op igjen fra Abraham.

23 Samme dag tok Abraham Ismael, sin sønn, og alle som var født i hans hus, og alle som var kjøpt for hans penger, alt mannkjønn blandt folkene i Abrahams hus, og omskar deres forhud, således som Gud hadde sagt til ham.

24 Abraham var ni og nitti år gammel da hans forhud blev omskåret.

25 Og Ismael, hans sønn, var tretten år da hans forhud blev omskåret.

26 Denne samme dag blev de omskåret, både Abraham og Ismael, hans sønn;

27 og alle menn i hans hus, både de som var født hjemme, og de fremmede som var kjøpt for penger. blev omskåret med ham.

   

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 2016

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

2016. As regards the fact that all good and the derivative truth are from the Lord: this is a constant verity. The angels are in the perception of it to such a degree that they perceive that insofar as anything is from the Lord, it is good and true, and that insofar as it is from themselves, it is evil and false. They also confess this before novitiate souls, and before spirits who are in doubt of it, nay, they go so far as to say that it is by the Lord that they are withheld from the evil and falsity that come from what is their own, and are kept in good and truth. Moreover the very withholding and the very influx are perceptible to them (see n. 1614). But as to man’s supposing that he does good from himself and thinks truth from himself, this is an appearance, because he is in a state of no perception, and in a state of the greatest obscurity in respect to influx; and therefore he infers this from the appearance, nay, from the fallacy, from which he by no means suffers himself to be withdrawn so long as he has belief in nothing but the senses, and so long as he reasons from them whether it be so. But although the case is as stated, man nevertheless ought to do good and to think truth as from himself; for in no other way can he be reformed and regenerated (the reason of which may be seen above, n. 1937, 1947).

[2] The verse now before us treats of the Lord’s Human Essence that was to be united to the Divine Essence; and that all good and truth would thereby come to man from His Divine Essence through His Human Essence, is a Divine arcanum which few believe, because they do not apprehend it, for they suppose that the Divine good is able to reach to man without the Lord’s Human united to the Divine; but that this cannot be done, has been already shown in a few words (n. 1676, 1990), to this effect, that man has removed himself so far from the Supreme Divine, by the cupidities in which he has immersed himself and by the falsities with which he has blinded himself, that there could not possibly be any influx of the Divine into the rational part of his mind except through the Human which the Lord united in Himself to the Divine. Through His Human, communication has been effected; for thereby the Supreme Divine has been able to come to man. This the Lord says openly in many places, for He says that He is “the way,” and that “no one cometh to the Father but by Him.” This then is what is here affirmed: that from Him, namely, from the Human united to the Divine, is all good and all truth.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.