Bible

 

Dommere 1

Studie

1 Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HE EN og sagde: "Hvem af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?"

2 HE EN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans Hånd!"

3 Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.

4 Juda drog nu op, og HE EN gav Kana'anæerne og Perizziterne i deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand.

5 Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog Kana'anæerne og Perizziterne.

6 Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham.

7 Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå førte man ham til Jerusalem, og der døde han.

8 Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned og stak Ild på Byen.

9 Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i Sydlandet og i Lavlandet.

10 Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj.

11 Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed Kirjaf-Sefer.

12 Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham giver jeg min Datter Aksa til Hustru!"

13 Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru.

14 Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?"

15 Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.

16 Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos Amalekiterne.

17 Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor blev den kaldt Horma.

18 Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og Ekron med dets Område.

19 Og HE EN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse; Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de havde Jernvogne.

20 Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre Anaksønner bort derfra.

21 Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med Judæerne.

22 Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HE EN var med dem.

23 Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz

24 fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne dig!"

25 Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de drage bort,

26 og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.

27 Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne.

28 Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

29 Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.

30 Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev Hoveriarbejdere.

31 Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og ehob.

32 Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.

33 Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres Hoveriarbejdere.

34 Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme ned i Lavlandet;

35 og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de Hoveriarbejdere.

36 Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela og højere op.


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

True Christian Religion # 614

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 853  
  

614. What has been said can serve to establish that the forgiveness of sins is not their rooting out or wiping away, but their removal and so separation. All the evil remains that a person has by his deeds made his own. Since the forgiveness of sins is their removal and separation, it follows that a person is held back from evil and kept in good by the Lord. This is the gift he receives by regeneration.

I once heard someone in the lowest heaven say that he was free from sins because they had been wiped away, 'by the blood of Christ' he added. But since he was inside heaven, and made this mistake through ignorance, he was plunged into his own sins, and as they recurred to him, he acknowledged them. This led him to accept a new belief, that everyone, man as well as angel, is held back from evils and kept in good by the Lord.

[2] This makes it plain what the forgiveness of sins is, not an instantaneous event, but the consequence of regeneration, advancing in step with it. The removal of sins, what is called their being forgiven, can be compared with the casting out of filth from the Children of Israel's camp in the desert, which lay all around them; for their camp represented heaven, the desert hell. It can also be compared with the removal of the nations in the land of Canaan by the Children of Israel, and the removal of the Jebusites from Jerusalem; they were not cast out, but separated. It can also be compared with the fate of Dagon, the god of the Philistines; when the Ark was brought in, it first of all lay face down on the ground, and afterwards lay on the threshold with its head and the palms of its hands cut off; so it was not cast out, but removed.

[3] It can be compared with the demons the Lord sent into the swine, which afterwards drowned themselves in the sea; here and elsewhere in the Word the sea stands for hell. It can also be compared with the dragon's crowd, which when separated from heaven first invaded the earth, and afterwards was cast down into hell. Another comparison can be made with a wood full of wild beasts of many kinds; if it is cut down, the beasts take refuge in the surrounding thickets, and then when the ground has been levelled, the area contained within it is cultivated to make agricultural land.

  
/ 853  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.