1
Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred.
2
Så bad han til HE
EN og sagde: "Ak, HE
E! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer det onde.
3
Så tag nu, HE
E, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve."
4
Men HE
EN sagde: "Er det med
ette; du er vred?"
5
Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se, hvorledes det gik Byen.
6
Da bød Gud HE
EN en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den.
7
Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, så den visnede;
8
og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."
9
Men Gud sagde til Jonas: "Er det med
ette, du er vred for Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med
ette er jeg så vred, at jeg kunde tage min Død derover,"
10
Da sagde HE
EN: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud på een Nat.
11
Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg."
