¹ Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn

² Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,

³ Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

⁴ Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds eb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.

⁵ Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

⁶ Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.

⁷ Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.

⁸ Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

⁹ Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

¹⁰ HE EN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,

¹¹ bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HE EN.

¹² Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen.