Bible

 

Genesis 17

Studie

   

1 Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HE EN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig,

2 så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!"

3 Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:

4 "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk;

5 derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.

6 Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig.

7 Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;

8 og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"

9 Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;

10 og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.

11 I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder;

12 otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;

13 omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt!

14 Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!"

15 Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;

16 jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!"

17 Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?"

18 Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!"

19 Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!

20 Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.

21 Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid."

22 Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

23 Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.

24 Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud;

25 og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud.

26 Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;

27 og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 2094

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

2094. In the preceding chapter, and up to this point in the present one, the subject has been the conception and birth of the rational that appertained to the Lord; and how it was made Divine is also treated of in what follows. But some may suppose that to know these things does not conduce much to faith, provided it is known that the Lord’s Human Essence was made Divine, and that the Lord is God as to both the Human Essence and the Divine Essence. But the case is this: They who in simplicity believe this to be so, do not need to know how it was effected, for knowing how it was effected is simply for the end that they may believe it to be so.

[2] But at the present day there are many who believe nothing unless they know from reason that it is so, as may be clearly seen from the fact that few believe in the Lord, although they confess Him with the lips because this is according to the doctrine of faith. Yet still they say to themselves and to one another that if they knew it could be so they would believe. The reason why they do not believe and yet say this, is that the Lord was born as are other men, and in the external form was like others. These persons cannot possibly receive any faith unless they first comprehend in some measure how it can be so, and this is why these things have been explained. They who believe the Word in simplicity have no need to know all these things, for they are already in the end to which the others just described cannot come except by a knowledge [cognitio] of such things.

[3] Moreover these are the things that are contained in the internal sense, and the internal sense is the Word of the Lord in the heavens, and is so perceived by those who are there. When a man is in the truth, that is, in the internal sense, he can make one as to thought with those in heaven, even though he may be in a relatively very general and obscure idea. The celestial in heaven, who are in faith itself, look at these things from good, and see that they are so; but the spiritual look at them from truth and are also confirmed, and thus perfected, by such things as are contained in the internal sense; but this by thousands of interior reasons which cannot flow perceptibly into man’s idea.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.