Bible

 

Ezekiel 37

Studie

   

1 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;

2 og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.

3 Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, HE E, du ved det!"

4 sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HE ENs Ord!

5 siger den Herre HE EN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende.

6 Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HE EN.

7 Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes aslen, og Benene nærmede sig hverandre.

8 Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.

9 sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende!

10 Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

11 Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!"

12 Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land;

13 og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk.

14 Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HE EN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HE EN.

15 HE ENs Ord kom til mig således:

16 Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus!

17 Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.

18 Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?"

19 sig så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd.

20 Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem.

21 Tal så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.

22 Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to iger.

23 De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

24 Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem.

25 De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

26 Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig;

27 min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

28 Og Folkene skal kende, at jeg er HE EN, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 4303

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

4303. 'Therefore the children of Israel do not eat the sinew of that which was displaced, which is on the hollow of the thigh' means that no truths containing falsities were assimilated. This is clear from the meaning of 'eating' as being joined to and made one's own, dealt with in 2187, 2343, 3168, 3513, 3596, 3832, and from the meaning of 'the sinew' as truth, for truths within good are like sinews within the flesh, and truths are also meant in the spiritual sense by 'sinews' and good by 'flesh', 3579, 3813. 'Sinews' and 'flesh' have a similar meaning in Ezekiel,

Thus said the Lord Jehovih to these bones, I will lay sinews upon you and cover you with flesh, and I will put spirit within you I looked, and behold, there were sinews upon them, and flesh came up. Ezekiel 37:6, 8.

Here the new creation of man, that is, the regeneration of him, is the subject. But once truths have been distorted they cease to be truths any longer; and the more they are distorted into the reverse of truths the nearer they get to falsities. This is why 'the sinew of that which was displaced' means falsity. For 'the hollow of the thigh' means the point where conjugial love is joined to natural good, and therefore the point where the influx of spiritual truth into natural good takes place, see 4277, 4280. From this it is evident that 'therefore the children of Israel do not eat the sinew of that which was displaced, which is on the hollow of the thigh' means that no truths containing falsities were assimilated. The reason why these things are said concerning the children of Israel is that 'Israel' means the Divine celestial-spiritual, 4286, while 'children' or 'sons' means truths, 489, 491, 2623. So the meaning is that the truths belonging to the Divine celestial-spiritual did not assimilate any falsities as part of themselves.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.

Komentář

 

Two

  

The number "two" has two different meanings in the Bible. In most cases "two" indicates a joining together or unification. This is easy to see if we consider the conflicts we tend to have between our "hearts" and our "heads" -- between what we want and what we know. Our "hearts" tell us that we want pie with ice cream for dinner; our "heads" tell us we should have grilled chicken and salad. If we can bring those two together and actually want what's good for us, we'll be pretty happy. We're built that way -- with our emotions balanced against our intellect -- because the Lord is built that way. His essence is love itself, or Divine Love, the source of all caring, emotion and energy. It is expressed as Divine Wisdom, which gives form to that love and puts it to work, and is the source of all knowledge and reasoning. In His case the two aspects are always in conjunction, always in harmony. It's easy also to see how that duality is reflected throughout creation: plants and animals, food and drink, silver and gold. Most importantly, it's reflected in the two genders, with women representing love and men representing wisdom. That's the underlying reason why conjunction in marriage is such a holy thing. So when "two" is used in the Bible to indicate some sort of pairing or unity, it means a joining together. In rare cases, however, "two" is used more purely as a number. In these cases it stands for a profane or unholy state that comes before a holy one. This is because "three" represents a state of holiness and completion (Jesus, for instance, rose from the tomb on the third day), and "two" represents the state just before it.