Bible

 

Ezekiel 37

Studie

   

1 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;

2 og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.

3 Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, HE E, du ved det!"

4 sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HE ENs Ord!

5 siger den Herre HE EN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende.

6 Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HE EN.

7 Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes aslen, og Benene nærmede sig hverandre.

8 Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.

9 sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende!

10 Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

11 Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!"

12 Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land;

13 og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk.

14 Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HE EN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HE EN.

15 HE ENs Ord kom til mig således:

16 Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus!

17 Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.

18 Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?"

19 sig så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd.

20 Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem.

21 Tal så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.

22 Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to iger.

23 De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

24 Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem.

25 De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

26 Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig;

27 min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

28 Og Folkene skal kende, at jeg er HE EN, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Bible

 

Åbenbaring 11:11

Studie

       

11 Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud i dem; og de støde deres Fødder, og stor Frygt faldt dem, som så dem.


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 3245

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

3245. 'Abraham gave all that he had to Isaac' in the highest sense means all the Divine things within the Divine Rational, and in the relative sense the celestial things of love imparted to the Lord's celestial kingdom. This is clear from the representation of 'Abraham' as the Lord as regards the Divine itself, dealt with already, and from the representation of 'Isaac' as the Lord as regards the Divine Rational, also dealt with already. Now because in the internal sense the Lord is represented by both Abraham and Isaac, and the Lord made His Rational Divine from His own Divine, 'Abraham gave all that he had to Isaac' therefore means all the Divine things within the Divine Rational. All that precedes and follows has regard to this, that is to say, to the consideration that everything in the Lord's Rational was made Divine. Indeed in the places where Abraham, Isaac, and Jacob are the subject, the Lord's Human, how it was made Divine, is dealt with in the internal sense.

[2] There are two components which strictly speaking make up the human - the rational and the natural. The Lord's Rational is represented by 'Isaac', but His Natural by 'Jacob'. The Lord made both of these Divine. How He made the Rational Divine is contained in what is stated regarding Isaac, but how He made the Natural so in what is stated later on regarding Jacob. But the latter - the Natural - could not be made Divine before the Rational was made Divine, for it was by means of the Rational that the Natural became Divine. This explains why the words that are being explained here mean all the Divine things within the Divine Rational.

[3] Furthermore every single detail which in the internal sense has reference to the Lord also has reference to His kingdom and Church, the reason being that the Lord's Divine constitutes His kingdom. Consequently when the Lord is the subject so also is His kingdom the subject; see 1965. However when the internal sense has reference to the Lord it is the highest sense, but when it has reference to His kingdom it is the relative sense. The relative sense of these words - 'Abraham gave all to Isaac' - is that the celestial things of love were imparted to the Lord's celestial kingdom. Indeed in the relative sense 'Isaac' means the celestial kingdom, for the rest of Abraham's sons, that is to say, those he had by Keturah, mean the Lord's spiritual kingdom, as shown above, as also does Ishmael, who is dealt with below.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.