Bible

 

Ezekiel 16

Studie

   

1 HE ENs Ord kom til mig således:

2 Menneskesøn, forehold Jerusalem dets Vederstyggeligheder

3 og sig: Så siger den Herre HE EN til Jerusalem: Dit Udspring og din Oprindelse var i Kanaanæernes Land; din Fader var Amorit, din Moder Hetiterinde.

4 Og ved din Fødsel gik det således til: Da du fødtes, blev din Navlestreng ikke skåret over, ej heller blev du tvættet ren med Vand eller gnedet med Salt eller lagt i Svøb.

5 Ingen så på dig med så megen Medynk, at han af Medlidenhed gjorde nogen af disse Ting for dig, men du henslængtes på Marken, den Dag du fødtes; således væmmedes man ved din Sjæl.

6 Men jeg kom forbi, og da jeg så dig sprælle i Blod, sagde jeg til dig, som du lå der i Blodet: "Du skal leve

7 og vokse som en Urt på Marken!" Og du voksede, blev stor og trådte ind i din Skønheds Fylde; dine Bryster blev faste, og dit Hår voksede; men du var nøgen og bar.

8 kom jeg forbi og så dig, og se, din Tid var inde, din Elskovstid; og jeg bredte min Kappeflig over dig og tilhyllede din Blusel; så tilsvor jeg dig Troskab og indgik Pagt med dig, lyder det fra den Herre HE EN, og du blev min.

9 Så tvættede jeg dig med Vand, skyllede Blodet af dig og salvede dig med Olie;

10 jeg klædte dig i broget vævede Klæder, gav dig Sko af Tahasjskind på, bandt Byssusklæde om dit Hoved og hyllede dig i Silke;

11 jeg smykkede dig, lagde Spange om dine Arme og Kæde om din Hals,

12 fæstede en ing i din Næse, kugler i dine Ører og en herlig krone på dit Hoved;

13 du smykkedes med Guld og - Sølv, din Klædning var Byssus, Silke og broget vævede Klæder; fint Hvedemel, Honning og Olie var din Mad, og du blev såre dejlig og drev det til at blive Dronning.

14 Dit y kom ud blandt Folkene for din Dejligheds Skyld; thi den var fuldendt ved de Smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det fra den Herre HE EN.

15 Men du stolede på din Dejlighed og bolede i Kraft af dit y; du udøste din bolerske Attrå over enhver, som kom forbi; du blev hans.

16 Af dine Klæder tog du og gjorde dig spraglede Offerhøje og bolede på dem.

17 Du tog dine Smykker af mit Guld og Sølv, som jeg havde givet dig, og gjorde dig Mandsbilleder og bolede med dem.

18 Du tog dine broget vævede Klæder og hyllede dem deri, og min Olie og øgelse satte du for dem.

19 Brødet, som jeg havde givet dig - fint Hedemel, Olie og Honning gav jeg dig at spise - satte du for dem til en liflig Duft, lyder det fra den Herre HE EN.

20 Og du tog dine Sønner og Døtre, som du havde født mig, og slagtede dem til Føde for dem. Var det ikke nok med din Bolen,

21 siden du slagtede mine Sønner og gav dem hen, idet du indviede dem til dem?

22 Og under alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen kom du ikke din Ungdoms dage i Hu, da du var nøgen og bar og lå og sprællede i Blod.

23 Og efter al denne din Ondskab - ve dig, ve! lyder det fra den Herre HE EN -

24 byggede du dig en Alterfod og gjorde dig en Offerhøj på alle Torve.

25 Ved hvert Gadehjørne byggede du dig en Offerhøj og vanærede din Dejlighed; du spredte Benene for enhver, som kom forbi, og drev din Bolen vidt.

26 Du bolede med Ægypterne, dine sværlemmede Naboer, og drev din Bolen vidt og krænkede mig.

27 Men se, jeg udrakte min Hånd imod dig og unddrog dig, hvad der tilkom dig, og jeg gav dig dine Fjender Filisterindernes Gridskhed i Vold, de, som skammede sig over din utugtige Færd.

28 Siden bolede du med Assyrerne, umættelig som du var; du bolede med dem, men blev endda ikke mæt.

29 Så udstrakte du din Bolen til Kræmmerlandet, Kaldæernes Land, men blev endda ikke mæt.

30 Hvor vansmægtede dog dit Hjerte, lyder det fra den Herre HE EN, da du gjorde alt dette, som kun en arg Skøge kan gøre,

31 da du byggede dig en Alterfod ved hvert Gadehjørne og gjorde dig en Offerhøj på hvert Torv. Men du lignede ikke Skøgen i at samle Skøgeløn;

32 hvilken Horkvinde, der tager fremmede i sin Mands Sted! -

33 ellers giver man Skøgen en Gave, men du gav alle dine Elskere Gaver og købte dem til at komme til dig rundt om fra og bole med dig.

34 Hos dig var det modsat af, hvad Tilfældet ellers er med Kvinder; ingen løb efter dig for at bole, men du gav Skøgeløn og fik selv ingen; det var det modsatte.

35 Derfor, du Skøge, hør HE ENs Ord!

36 siger den Herre HE EN: Fordi din Skam ødtes bort og din Blusel blottedes for dine Elskere ved din Boler, derfor og for alle dine vederstyggelige Afgudsbilleders Skyld og for dine Sønners Blods Skyld, som du gav dem,

37 se, derfor vil jeg samle alle dine Elskere, hvem du var til Glæde, både alle dem, du elskede, og alle dem, du hadede; jeg vil samle dem imod dig trindt om fra og blotte din Blusel for dem, så de ser den helt.

38 Jeg vil dømme dig efter Horkvinders og Morderskers et og lade Vrede og Nidkærhed ramme dig.

39 Jeg giver dig i deres Hånd, og de skal nedbryde din Alterfod, ødelægge dine Offerhøje, rive Klæderne af dig, tage dine Smykker og lade dig stå nøgen og bar.

40 De skal sammenkalde en Forsamling imod dig, stene dig og med deres Sværd hugge dig sønder og sammen;

41 de skal sætte Ild på dine Huse og fuldbyrde Dommen over dig i mange Kvinders Påsyn. Jeg gør Ende på din Bolen, og du skal ikke mere komme til at give Skøgeløn.

42 Jeg stiller min Vrede på dig, til min Nidkærhed viger fra dig, så jeg får o og ikke mere er krænket.

43 Fordi du ikke kom dine Ungdoms Dage i Hu, men vakte min Vrede ved alt dette, se, derfor vil jeg gøre Gengæld og lade din Færd komme over dit Hoved, lyder det fra den Herre HE EN. Du skal ikke vedblive at føje Skændsel til alle dine Vederstyggeligheder.

44 Se, enhver, som ynder Ordsprog, skal bruge det Ordsprog om dig: "Som Moder så datter!"

45 Du er din Moders Datter, hun lededes ved sin Mand og sine Børn; og du er dine Søstres Søster, de lededes ved deres Mænd og Børn. Eders Moder var Hetiterinde, eders Fader Amorit.

46 Din store søster var samaria og hendes Døtre norden for dig, og din lille søster sønden for dig var Sodoma og hendes Døtre.

47 På deres Veje vandrede du ikke, og Vederstyggeligheder som deres øvede du ikke; kun en liden Stund, så handlede du endnu værre end de på alle dine Veje.

48 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE E, din Søster Sodoma og hendes Døtre handlede ikke som du og dine Døtre!

49 Se, din Søster Sodomas Brøde var Overmod; Brød i Overflod og sorgløs Tryghed blev hende og hendes Døtre til Del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende Hånd;

50 de blev hovmodige og øvede Vederstyggelighed for mine Øjne; derfor stødte jeg dem bort, så snart jeg så det.

51 Heller ikke Samaria syndede halvt så meget som du! Du har øvet flere Vederstyggeligheder end de og retfærdiggjort dine Søstre ved alle de Vederstyggeligheder, du øvede.

52 Så bær da også du din Skændsel, du, som har skaffet dine Søstre Oprejsning; da dine Synder er vederstyggeligere end deres, står de retfærdigere end du; så skam da også du dig og bær din Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre.

53 Og jeg vil vende deres Skæbne, Sodomas og hendes Døtres og Samarias og hendes Døtres, og jeg vil vende din Skæbne midt iblandt dem,

54 for at du kan bære din Skændsel og blues ved alt, hvad du har gjort, idet du derved skaffede demen Trøst.

55 Dine Søstre Sodoma og hendes Døtre og Samaria og hendes Døtre skal blive, hvad de fordum var, og du og dine Døtre, hvad I fordum var.

56 Din Søster Sodomas Navn tog du ikke i din Mund i dit Overmods Dage,

57 da din Blusel endnu ikke var blottet som nu, du Spot for Edoms Kvinder, og alle kvinder deromkring og for Filisternes Kvinder, som hånede dig fra alle Sider!

58 Du må bære din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, lyder det fra HE EN.

59 Ja, så siger den Herre HE EN: Jeg gør med dig, som du har gjort, du, som lod hånt om Eden og brød Pagten.

60 Men jeg vil ihukomme min Pagt med dig i din Ungdoms Dage og oprette en evig Pagt med dig.

61 Og du skal komme dine Veje i Hu og blues, når jeg tager dine Søstre, både dem, der er større, og dem, der er mindre end du, og giver dig dem til Døtre, men ikke fordi du var tro i Pagten.

62 Jeg opretter min Pagt med dig, og du skal kende, at jeg er HE EN,

63 for at du skal komme det i Hu med Skam og ikke mere kunne åbne din Mund, fordi du blues, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort, lyder det fra den Herre HE EN.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Apocalypse Explained # 1153

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 1232  
  

1153. And fine flour and wheat signifies profaned worship from truths and goods that are from a spiritual origin. This is evident from the signification of "fine flour," as being truth from a spiritual origin (of which presently); also from the signification of "wheat," as being good from a spiritual origin (See n. 374, 375). These also signify worship because the meal offering was composed of them, which was offered with the sacrifices upon the altar the same as the wine and the oil; for the meal offerings were prepared with oil and the drink offerings with wine. And because of the crops of these they had rejoicings in festivals which were instituted to celebrate their harvests. "Fine flour" signifies truth from spiritual good because it is prepared from wheat, which signifies spiritual good, as truth comes from good.

[2] As this truth of the church was signified by "fine flour," it was prescribed what quantity of it should be used in the cakes that were called the meal offerings, which were offered with the sacrifices upon the altar (respecting which see Exodus 29; Leviticus 5 - Leviticus 7, 23; Numbers 18, 28, 29); also the quantity of fine flour in the show bread (Leviticus 23:17; 24:5); for it was commanded that the meal offering that was to be offered on the altar should be prepared from fine flour, and oil and frankincense poured thereon (Leviticus 2:1). Because of this signification of "fine flour," when Abraham talked with the three angels he said to Sarah his wife:

Hasten, knead three measures of flour, of fine flour, and make cakes (Genesis 18:6).

[3] "Fine flour" also signifies the truth of good from a spiritual origin in Ezekiel:

Thou didst eat fine flour, honey, and oil, whence thou didst become exceeding beautiful, and didst prosper even to a kingdom. My bread which I gave thee, fine flour, honey, and oil, with which I fed thee, thou didst offer before idols as an odor of rest (Ezekiel 16:13, 19).

This is said of Jerusalem, which signifies the church as to doctrine, and in that chapter is described what it had been in its beginning and what it became afterwards. "Fine flour and oil" signify truth and good from a spiritual origin, and "honey" good from a natural origin. "Thou didst become exceeding beautiful" signifies to be intelligent and wise; "to prosper even to a kingdom" signifies even to becoming a church, "kingdom" being the church; "to offer these to idols as an odor of rest" signifies the idolatrous worship into which the true worship of the church was afterwards changed.

[4] But "flour" from barley signifies truth from a natural origin, for "barley" signifies natural good, as "wheat" signifies spiritual good. Thus in Isaiah:

Take the millstone and grind flour, make thyself bare (Isaiah 47:2).

This is said of Babylon. "To take a millstone and grind flour" signifies to falsify the truths of the Word, and "to make oneself bare" signifies to adulterate the goods of the Word. In Hosea:

They sow the wind and they reap the whirlwind; he hath no standing corn, the blade shall yield no flour; and if perchance it do, strangers shall devour it (Hosea 8:7).

Here, too, "flour" signifies truth from a natural origin.

(Continuation respecting the Athanasian Faith)

[5] 5. The fifth law of the Divine providence is, That from sense and perception in himself man cannot know how good and truth flow in from the Lord, and how evil and falsity flow in from hell; nor can he see how the Divine providence operates in favor of good against evil; if he did he could not act from freedom according to reason as if from himself. It is sufficient for him to know and acknowledge this from the Word and from the doctrine of the church. This is what is meant by the Lord's words in John:

The wind bloweth where it willeth, and thou hearest the voice thereof, but knowest not whence it cometh or whither it goeth; so is everyone that is born of the spirit (John 3:8).

Also by these words in Mark:

The kingdom of God is like a man that casteth seed upon the earth and then sleepeth and riseth night and day; but the seed springeth up and groweth up when he knows it not, for the earth beareth fruit of herself, first the blade, then the ear, at length the full corn in the ear; and when the fruit is produced, he putteth in the sickle because the harvest is at hand (Mark 4:26, 29).

[6] Man does not perceive the operation of the Divine providence within him, because that would take away his freedom, and thus his ability to think as if of himself, and with it every delight of life; thus man would be like an automaton, in which there is no reciprocal, and by that, conjunction; also he would be a slave and not free. The Divine providence moves so secretly that scarcely a trace of it is seen, although it acts upon the most minute things of man's thought and will, which regard his eternal state, chiefly for the reason that the Lord continually wills to impress His love on man, and through it his wisdom, and thus create him into His image. Consequently the operation of the Lord is into man's love and from that into his understanding, and not the reverse. Love with its affections, which are manifold and innumerable, is perceived by man only by a most general feeling, and thus so slightly that there is scarcely anything of it; and yet that man may be reformed and saved he must be led from one affection of love into another according to their connection from order, a thing that no man and even no angel can at all comprehend.

[7] If a man should learn anything of these arcana, he could not be withheld from leading himself; and in this he would be continually led from heaven into hell, while the Lord's leading is continually from hell towards heaven. For from himself man constantly acts against order, while the Lord acts constantly according to order; for man, from the nature derived from his parents, is in the love of self and the love of the world, and consequently perceives from a feeling of delight everything belonging to those loves as good; nevertheless, those loves as ends must be removed; and this is done by the Lord in infinite ways, that appear like a labyrinth even before the angels of the third heaven.

[8] All this makes clear that man would find no help at all in knowing anything about this from sense or perception, but it would do him harm instead, and would destroy him forever. It is sufficient for man to know truths, and by means of truths to know what is good and what is evil, and to acknowledge the Lord and His Divine auspices in every least thing. Then so far as he knows truths, and by means of them what is good and evil, and does what is good as if from himself, so far the Lord leads him from love into wisdom, conjoining love to wisdom and wisdom to love, and making them to be one, because they are one in Himself. These ways by which the Lord leads man may be compared to the vessels through which the blood in man courses and circulates, also the fibers and their foldings within and without the viscera of the body, especially in the brain, through which the animal spirit flows and gives life.

[9] How all these things flow in and flow through, man knows nothing; and yet he lives if only he knows what he needs to do and does it. But the ways by which the Lord leads man are far more complicated and inexplicable, both those by which the Lord leads man through the societies of hell and away from them, and also those by which he leads him through the societies of heaven and interiorly into them. This, therefore, is what is meant by "the wind bloweth where it willeth, and thou knowest not whence it cometh and whither it goeth" (John 3:8), also by "the seed springeth up and groweth up, the man knoweth not how" (Mark 4:27). Moreover, of what consequence is it for a man to know how seed grows up, provided he knows how to plow and harrow the land, to sow the seed, and when he reaps his harvest to bless God?

  
/ 1232  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for their permission to use this translation.