Bible

 

Exodus 8

Studie

   

1 Derpå sagde HE EN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger HE EN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

2 Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer;

3 Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;

4 ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op."

5 Da sagde HE EN til Moses: "Sig til Aron: æk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!"

6 Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten.

7 Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.

8 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos HE EN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HE EN."

9 Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?"

10 Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som HE EN vor Gud;

11 Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."

12 Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HE EN om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;

13 og HE EN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne,

14 og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf.

15 Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som HE EN havde sagt.

16 Derpå sagde HE EN til Moses: "Sig til Aron: æk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!"

17 Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.

18 Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr.

19 Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som HE EN havde sagt.

20 Derpå sagde HE EN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger HE EN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

21 Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;

22 men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg HE EN er i Landet;

23 og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!"

24 Og HE EN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne.

25 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!"

26 Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til HE EN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?

27 Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HE EN vor Gud, således som han har pålagt os!"

28 Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HE EN eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!"

29 Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos HE EN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HE EN!"

30 Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HE EN.

31 Og HE EN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke EN eneste tilbage.

32 Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 7437

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

7437. Lo he goeth forth to the waters. That this signifies that from these evils they again think falsities, is evident from the signification of “going forth,” as being thought from evils to falsities, for when those who are in evils think from them to falsities, they are said to “go forth,” for as evil is of the will it is inmost, and falsity is outside of it, because falsity is of the understanding, consequently of the thought; this is signified by “going forth” in the spiritual sense, and also evil action from an evil will, as in Mark 7:21-23; and from the signification of “waters,” as being truths, and in the opposite sense falsities (see n. 739, 790, 2702, 3058, 3424, 4676, 5668), and also because the waters of the river of Egypt, to which Pharaoh would go forth, denote falsities (n. 7307).

[2] As regards thought from evils to falsities, be it known that they who are in evils cannot do otherwise than think from them to falsities; for evils are of their will and consequently of their love, and falsities are of their thought and consequently of their faith. For what a man wills, he loves; and what he loves, he confirms and defends; and evils cannot be confirmed and defended except by means of falsities; and therefore in the Word, where evil is compared to a city, falsities are compared to the walls round about the city. That they who are in evils think to the falsities by which they defend the evils, is because evils are the very delights of their life, insomuch that they are their very life. And therefore when they apprehend from others that they are evils, then in order to prevent their appearing so, they devise falsities by which they may cause the evils not to be believed to be evils; but if the evils dare not appear through falsities, they are hidden in the interiors, nor do they show themselves except when the fear of the law, or of the loss of reputation for the sake of gain or of acquiring honors, ceases; and then the evils burst forth either under the form of artifices, or of open hostilities.

[3] From all this it can be seen that they who are in evils cannot do otherwise than think from evils to falsities. It is the same also with those who are in a state of good, in that they cannot do otherwise than think from good to truths; for good and truth are conjoined, and also evil and falsity, insomuch that he who knows that anyone is in good, can know that he is in the truth of his good; and that he who is in evil is in the falsity of his evil; and that he is in this falsity in proportion as he excels in the gift of reasoning and perverting, and also in proportion as he is in the fear of the loss of reputation for the sake of gain and honors, and in proportion as he desires to be in the freedom of doing evil. Strange to say, after such persons have for some time defended evils by means of falsities, they at last persuade themselves that evils are goods, and that falsities are truths.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.