Bible

 

Exodus 32

Studie

   

1 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"

2 Da sagde Aron til dem: " iv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"

3 Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.

4 Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

5 Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HE EN!"

6 Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

7 Da sagde HE EN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;

8 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

9 Og HE EN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.

10 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"

11 Men Moses bønfaldt HE EN sin Gud og sagde: "Hvorfor HE E skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd?

12 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!

13 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!"

14 Da angrede HE EN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

15 Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.

16 Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.

17 Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"

18 Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!"

19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.

20 Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det.

21 Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?"

22 Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,

23 og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!

24 Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"

25 Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,

26 stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for HE EN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham,

27 og han sagde til dem: "Så siger HE EN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"

28 Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand.

29 Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HE EN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."

30 Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til HE EN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!"

31 Derpå gik Moses atter til HE EN og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.

32 Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!"

33 HE EN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!

34 Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!"

35 Og HE EN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 9416

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

9416. And I will give thee the tables of stone. That this signifies the book of the law, or the Word in the whole complex, is evident from the signification of “the tables,” as being that whereon were written the things which are of doctrine and of life, here the things which are of heavenly doctrine and of a life in accordance therewith. That these tables signify the book of the law, that is, the Word in the whole complex, is because the things which were inscribed on them contained in general all things that belong to heavenly life and doctrine. Wherefore also those things which were inscribed on them are called “the ten words” (Exodus 34:28; Deuteronomy 10:4); for by “ten” in the internal sense are signified all; and by “words” are signified the truths of doctrine, and the goods of life. (That “ten” denotes all, see n. 3107, 4638, 8468, 8540; that “words” denote the truths and goods of life and doctrine, n. 1288, 4692, 5272.) For this reason these tables signify the Word in the whole complex; in like manner as the law, which in a close sense signifies what was inscribed on these tables; in a less close sense the Word written by Moses; in a wide sense the historic Word; and in the widest sense the Word in its whole complex; as may be seen above (n. 6752). Moreover, the things inscribed on these tables were the first of the revelation of Divine truth, and were proclaimed by the Lord before all the people of Israel with a living voice. The things which are first signify all the rest in their order; and their being proclaimed by the Lord with a living voice signifies immediate Divine inspiration in the rest also. The reason why these tables were of stone was that “stone” signifies truth (n. 643, 1298, 3720, 6426), properly truth in ultimates (n. 8609); truth Divine in ultimates is the Word in the letter, such as it is on this earth (n. 9360).

[2] The reason why there was not one table, but two, was that there might be represented the conjunction of the Lord through the Word with the church, and through the church with the human race. Therefore they are also called “the tables of the covenant” (Deuteronomy 9:9, 11, 15); and the words inscribed are called “the words of the covenant” (Exodus 34:27-28), and also “the covenant” (Deuteronomy 4:13, 23); and the ark itself, in which the tables were placed, was called “the ark of the covenant” (Numbers 10:33; 14:44; Deuteronomy 10:8; 31:9, 25-26; Josh. 3:3, 6, 8, 1, 11, 14, 17; 4:7, 9, 18; 6:6, 8; 8:33; Judges 20:27; 1 Samuel 4:3-5; 2 Samuel 15:24; 1 Kings 3:15; 6:19; 8:1, 6; Jeremiah 3:16); for a “covenant” denotes conjunction (n. 665, 666, 1023, 1038, 1864, 1996, 2003, 2021, 6804, 8767, 8778, 9396). Wherefore these tables were divided the one from the other; but were joined together by attachment; and the writing was continued from one table on to the other, as though it was upon one table; but not according to the common opinion, some commandments upon one table, and some upon the other. For by one being divided into two, and by the two being thus joined together, or placed beside each other, is signified the conjunction of the Lord with man. For this reason covenants were entered into in a similar way; as with Abraham by a she-calf, a she-goat, and a ram divided in the middle, and by one part being placed opposite the other (Genesis 15:9-12); in this chapter also by the blood being put in basins, and half of it being sprinkled on the altar, and half upon the people (verses 6, 8); and in general by all the sacrifices, a part of which was burnt upon the altar, and a part was given to the people to eat. The like was also represented by the breaking of bread by the Lord (Matthew 14:19; 15:36; 26:26; Mark 6:41; 8:6; 14:22; Luke 9:16; 22:19; 24:30, 35). Hence also it is that by “two” in the Word is signified conjunction (n. 5194, 8423), here, that of the Lord and heaven, or of the Lord and the church, thus also of good and truth, which conjunction is called the heavenly marriage. From this it can be seen why there were two tables, and why they were written on the two sides, on the one side and on the other (Exodus 32:15-16).

[3] Moreover, “writing” and “engraving” on “tables” signify in the Word those things which must be impressed on the memory and on the life, and which are therefore to be lasting; as in Isaiah:

Write it before them on a table, and impress it on a book, that it may be for the latter day forever even to eternity (Isaiah 30:8).

The sin of Judah is written with a pen of iron, with a point of a diamond; it is graven upon the table of their heart, and upon the horns of your altars (Jeremiah 17:1).

Jehovah said, Write the vision, and make it plain upon tables, that he may run that readeth it. For the vision is yet for the appointed time; though it tarry, wait for it; because coming it will come (Hab. 2:2-3).

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.