Bible

 

Exodus 32

Studie

   

1 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"

2 Da sagde Aron til dem: " iv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"

3 Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.

4 Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

5 Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HE EN!"

6 Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

7 Da sagde HE EN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;

8 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

9 Og HE EN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.

10 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"

11 Men Moses bønfaldt HE EN sin Gud og sagde: "Hvorfor HE E skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd?

12 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!

13 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!"

14 Da angrede HE EN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

15 Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.

16 Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.

17 Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"

18 Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!"

19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.

20 Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det.

21 Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?"

22 Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,

23 og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!

24 Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"

25 Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,

26 stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for HE EN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham,

27 og han sagde til dem: "Så siger HE EN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"

28 Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand.

29 Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HE EN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."

30 Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til HE EN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!"

31 Derpå gik Moses atter til HE EN og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.

32 Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!"

33 HE EN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!

34 Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!"

35 Og HE EN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 10420

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

10420. 'For your people have corrupted themselves' means that they have turned themselves away altogether from the Divine. This is clear from the meaning of 'corrupting themselves', when their worship is the subject, as turning themselves away from the Divine; for all corruption and deviation in worship is a departure and turning away from the Divine. Since the expression 'turning away' is used, what is implied by it must be stated briefly. Those whose interest lies in external things separated from what is internal all turn themselves away from the Divine; for they look in an outward and downward direction, and not in an inward and upward one. For a person looks inwards or upwards when his internal is open, thus when it is in heaven, but he looks outwards or downwards when his internal is closed and only his external is open; for his external is located in the world. Consequently when the external has been separated from the internal the person cannot be raised upwards; for the part on which heaven must act is unavailable, because it has been closed off. This explains why for those people all things of heaven and the Church dwell in thick darkness, as a result of which also they do not believe in the existence of those things. Indeed in their heart they deny the existence of them, some doing so with their lips as well.

[2] When heaven acts on a person, which happens when the internal is open, it leads him away from self-love and love of the world, and from the falsities welling up from them. When the internal is raised, so too is the external; for the viewpoint of the external is similar to that of the internal when it is subordinate to the internal. But when the internal cannot be raised because it is closed, the external looks in no other direction than towards self and the world, since self-love and love of the world reign. This is also called looking downwards because it involves looking towards hell, this being the place where those loves reign; and a person ruled by those loves lives in company with those inhabiting hell, though he is not conscious of doing so. Also inwardly he in actual fact turns himself away from the Lord; for he turns his back on Him and faces towards hell. This cannot be seen within a person while he lives in the body; but since his thought and will are what do this it is his spirit that so turns itself around, the spirit being that which thinks and wills within a person.

[3] It is plainly apparent in the next life that this is so; there spirits turn around as their loves direct them. Those who love the Lord and the neighbour look constantly towards the Lord; indeed, amazingly, they are facing Him whichever way they turn their body. For in the spiritual world no direction or quarter exists as in the natural world. The direction that anyone in the spiritual world faces is determined by his love causing him to turn around. But those who love themselves and the world above all things turn their face away from the Lord and turn themselves towards hell. And there each one turns towards those ruled by a love similar to his, and this too is so whichever way they turn their body. From this it becomes clear what turning oneself away from the Divine describes, and also what precisely is meant in the Word by 'turning oneself away', as in Isaiah,

They turn themselves away backwards, those trusting in a graven image. Isaiah 42:17.

In David,

[Our] heart does [not] turn itself away backwards. Psalms 44:18.

In Jeremiah,

Their transgressions have been multiplied, and their turnings away have become firm. Jeremiah 5:6.

In the same prophet,

They turn themselves away, in order that they may not return. This people turn themselves away; Jerusalem is perpetually turned away, they refuse to return. Jeremiah 8:4-5.

In the same prophet,

They have turned themselves away, they have taken themselves away to dwell in the deep. Jeremiah 49:8.

And the expression is used many times elsewhere.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.