¹ Kong Nebukadnezar til alle Folk: der bor på hele Jorden: Fred være med eder i rigt Mål!

² De Tegn og Undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jeg for godt at kundgøre.

³ Hvor store er dog hans Tegn, hvor vældige dog hans Undere! Hans ige er et evigt ige, hans Herredømme fra Slægt til Slægt.

⁴ Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad i mit Palads.

⁵ Men da skuede jeg et Drømmesyn, og det slog mig med ædsel, og Tankebilleder på mit Leje og mit Hoveds Syner forfærdede mig.

⁶ Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd skulde føres frem for mig, for at de skulde tyde mig Drømmen.

⁷ Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind, og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke tyde mig den.

⁸ Men til sidst trådte Daniel, som har fået Navnet Beltsazzar efter min Guds Navn, og i hvem hellige Guders Ånd er, frem for mig, og jeg sagde ham Drømmen:

⁹ Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne, i hvem jeg ved, at hellige Guders Ånd er, og hvem ingen Hemmelighed er for svar! Hør, hvad jeg så i Drømme, og tyd mig det!

¹⁰ Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, et Træ stod midt på Jorden, og det var såre højt.

¹¹ Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og det sås til Jordens Ende;

¹² dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde til alle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Grene boede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf.

¹³ Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, en Vægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen.

¹⁴ Han råbte med høj øst: "Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvet og spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder og Fuglene fra dets Grene!

¹⁵ Dog skal I lade Stubben med ødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter;

¹⁶ hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte gives ham, og syv Tider skal gå hen over ham.

¹⁷ Således er det fastsat ved Vægternes åd, og ved de Helliges Bud er Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over Menneskenes ige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!"

¹⁸ Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, og du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit iges Vismænd kan tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige Guders Ånd.

¹⁹ Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stund rædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog til Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydning forfærde dig!" Men Beltsazzar svarede: "Herre, måtte drømmen gælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd!

²⁰ Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåede Himmelen og det sås over hele Jorden,

²¹ hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som alle fik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvis Grene Himmelens Fugle byggede ede,

²² det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvis Storhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømme rækker til Jordens Ende.

²³ Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelen og bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med ødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og med Markens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen over ham

²⁴ så betyder det, o Konge, og det er den Højestes åd, som er udgået over min Herre Kongen:

²⁵ Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo hlandt Markens Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dug skal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes ige og kan give det, til hvem han vil.

²⁶ Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub med ødderne, så betyder det, at dit ige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har Magten.

²⁷ Derfor, o Konge, lad mit åd være dig til Behag. Gør Ende på dine Synder med etfærd og på dine Misgerninger med Barmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!"

²⁸ Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar.

²⁹ Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det kongelige Palads i Babel,

³⁰ udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?"

³¹ Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en øst fra Himmelen: "Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme er taget fra dig!

³² Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes ige og kan give det, til hvem han vil!"

³³ I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.

³⁴ Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er evigt, og hvis ige står fra Slægt til Slægt.

³⁵ Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden, og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gør du?"

³⁶ I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min Herlighed og Glans igen, mit ige til Ære; mine ådsherrer og Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit ige, og endnu større Magt blev mig givet.

³⁷ Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge: Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje etfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i Hovmod.