Genesis 18

Study

           

1 Siden åbenbarede HE EN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.

2 Da han så op, fik han Øjetre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden

3 og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi!

4 Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.

5 Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"

6 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"

7 Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.

8 Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

9 Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!"

10 sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;

11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,

12 lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"

13 Da sagde HE EN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?

14 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"

15 Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"

16 Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej.

17 Men HE EN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.

18 da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?

19 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HE ENs Vej ved at øve etfærdighed og et, for at HE EN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham."

20 Da sagde HE EN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar.

21 Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"

22 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HE EN blev stående foran Abraham.

23 Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?

24 Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.

25 Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve et?"

26 Da sagde HE EN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!"

27 Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!

28 Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."

29 Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være."

30 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den."

31 Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."

32 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."

33 Da nu HE EN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

  

Exploring the Meaning of Genesis 18      

Napsal(a) Emanuel Swedenborg

Here are some excerpts from Swedenborg's "Arcana Coelestia" that help explain the inner meaning of this chapter:

AC 2136. In the first place, this chapter treats concerning the Lord’s state of perception in the Human and concerning the communication with the Divine at that time, before the perfect union of His Human Essence with the Divine Essence, which state is also that in regard to which the Lord says,

"No one hath seen God at any time, the Only-begotten Son who is in the bosom of the Father" (John 1:18).

AC 2137. The Lord‘s state of perception in the Human at that time is signified by the "oak-groves of Mamre" (verse 1); and that in this state He perceived the Divine which was manifesting itself before His Human (verse 2); at which He rejoiced (verse 3); and desired that the Divine should draw nearer to His Human by putting on something natural (verse 4), and His Human nearer to the Divine by putting on the celestial (verse 5). The celestial and the derivative spiritual, which He put on, are signified by the "three measures of meal of fine flour" of which the cakes were made (verse 6); and that He also put on a conforming natural, is signified by the "son of an ox" (verse 7); the result being conformation, and a communication of the Divine with the Human, and of the Human with the Divine (verse 8).

AC 2138. In the second place, this chapter treats concerning the Lord’s perception in that state respecting the rational with Him, in that it would put off the Human, and be made Divine.

AC 2139. That the rational would be made Divine, is signified by the "son" whom Sarah was to bear (verse 10). That the human rational truth that was with the Lord did not perceive this, and thus did not believe it, is signified by Sarah‘s "laughing" at the door of the tent that was behind him (verses 10-13, 15). It is confirmed that the Lord would put off this also, and would put on in its place truth Divine (verse 14).

AC 2140. In the third place, the chapter treats concerning the Lord’s grief and anxiety over the human race, because men were so greatly imbued with the love of self, and from this with the cupidity of exercising command over others from what is evil and false, for whom in that state He interceded, and obtained that those should be saved with whom there should be goods and truths; and who these are, is recounted in order.

AC 2141. The Lord‘s perception concerning the human race, that it was in evil and falsity, "Sodom" being the love of self and the derivative cupidity of exercising command from what is evil, and "Gomorrah" being the same from what is false (verses 16, 20). That this could not be concealed from the Lord in that state, because by Him and from Him is all salvation (verses 17 to 19); that is to say, they were to be visited when their wickedness reached its height (verses 20, 21). That when He was in this perception (verse 22), He interceded for them; first for those with whom there should be truths, and these truths full of goods, who are signified by the "fifty" (verses 23 to 26); also for those with whom there should be less of good, but this good nevertheless conjoined with truths, who are signified by the "forty-five" (verses 27, 28); next for those who have been in temptations, who are signified by the "forty" (verse 29); as likewise for those who have been in some combats against evils, who are signified by the "thirty" (verse 30); afterwards for those with whom there should be states of the affection of good from any other source, who are signified by the "twenty" (verse 31); lastly for those with whom there should be states of the affection of truth, who are signified by the "ten" (verse 32); and the constant answer was that they should be saved (verses 26, 28 to 32). These things being accomplished, the Lord returned into His former state of perception (verse 33). These are the arcana contained in the internal sense of this chapter, which are not manifest from the letter.

    Studovat vnitřní smysl

The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University


Přeložit: