2 Krønikebog 18

Studie

           |

1 Da Josafat havde vundet stor igdom og Hæder, besvogrede han sig med Akab.

2 Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod amot i Gilead.

3 Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil du drage med mig mod amot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."

4 Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad HE EN siger!"

5 Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod amot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give det i Kongens Hånd!"

6 Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HE ENs Profeter, vi kan spørge?"

7 Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HE en; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: "Således må Kongen ikke tale!"

8 Da kaldte Israels Kongeen Hofmand og sagde: "Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn!"

9 Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem.

10 Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger HE EN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjot!"

11 Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod amot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HE EN vil give det i Kongens Hånd!"

12 Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!"

13 Men Mika svarede: "Så sandt HE EN lever: Hvad min Gud siger, det vil jeg tale!"

14 Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod amot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i eders Hånd!"

15 Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HE ENs Navn?"

16 Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrde; og HE EN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!"

17 Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, men kun ondt!"

18 Da sagde Mika: "Så hør da HE ENs Ord! Jeg så HE EN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham;

19 og HE EN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han drager op og falder ved amot i Gilead? En sagde nu et, en anden et andet;

20 men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HE EN og Sagde: Jeg vil dåre ham! HE EN spurgte ham: Hvorledes?

21 Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profeters Mund! Da sagde HE EN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!

22 Se, således har HE EN lagt en Løgnens Ånd i disse dine Profeters Mund, thi HE EN har ondt i Sinde imod dig!"

23 Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og sagde: "Ad hvilken Vej skulde HE ENs Ånd have forladt mig for at tale til dig?"

24 Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!"

25 Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj

26 og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!"

27 Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HE EN ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"

28 Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod amot i Gilead.

29 Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen.

30 Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene."

31 Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HE EN frelste ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham;

32 og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak de sig bort fra ham.

33 Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem emmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"

34 Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men da Solen gik ned, døde han.

  

The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University